Frihed forpligter (1951)

Generelt hultklingende, timelang – og meget stjernebesat – socialdemokratisk propagandafilm med erfarne Alice O'Fredericks og Robert Saaskin ved roret: Bestillingsværket "Frihed forpligter" spinder hér i 1951 endnu engang guld på besættelsen og frihedskampen, så Socialdemokratiet med afsæt i kendte kriser og nationale heltegerninger kan skyde alle partiets fællesskabsparoler af i folkets tjeneste.

Fællesskabskor ved lejrbålet

Halvvejs inde i den simple venskabs- og kærlighedshandling får vi serveret filmens Sven Gyldmark-titelsang, sunget af det store fællesskabskor ved lejrbålet. Det giver anledning til, at helten og hovedpersonen Søren (Poul Reichhardt) kan rejse sig og holde en stolt, nationalepisk, socialdemokratisk tale, mens kæresten Inger (Lily Broberg) kigger op på sit idol med store øjne.

Klare og entydige budskaber

Talen er (selvfølgelig) uforholdsmæssigt lang, idet den er central for at få partiets budskaber klart og entydigt igennem. Senere er det dog statsministeren Hans Hedtoft, der trækker stikkene hjem, idet han får outreret lang taletid og kan præsentere partiprogrammet uden afbrydelser fra sin talerstol i Fælledparken.

Propagandistisk dagsorden

"Frihed forpligter" slår sig først og fremmest op som en ganske almindelig hyggelig dansk folkekomedie, hvor samtidens store stjerner i princippet kan boltre sig efter vanlig standard. Men den propagandistiske dagsorden strammer trods den ellers timelange udfoldelsesmulighed, og ingen af skuespillerne evner at rive sig løs... lige med undtagelse af Johannes Meyer som Sørens gamle morfar: Endnu en raffineret og afmålt lille præstation fuld af nuance.

Ikke meget ud i virkeligheden

Langt størstedelen af handlingen udspiller sig i tarveligt simple studier, men når vi endelig kommer med ud i virkeligheden, stiger autenticiteten en kende. Men der er langt mellem herlighederne i en gumpetung oplevelse, hvor selv de afmålte 61 minutter virker som mindst halvanden time.

Pressen skrev

Pressen skrev (dvs. udelukkende Social-Demokraten!): "Det kan altså gøres. Der kan laves en partipolitisk underholdnings- og agitationsfilm, som ikke er dramatiseret partiprogram og ikke kalder på smilet de forkerte steder. Men som ægte og menneskeligt opfanger ånden i en stor politisk folkebevægelses fortid og nutid og opfylder de krav, der stilles til en kunstnerisk spillefilm."