Woman of the Hour (2024)

Skuespilleren Anna Kendrick instruerer her sin første film, og dét er ikke med noget hverken silkeblødt eller letløbende emne: “Woman of the Hour” beskæftiger sig nemlig biografisk med seriemorderen Rodney Alcala (1943-2021), der gennem en årrække i 1970’erne forførte primært unge, smukke kvinder – for herefter at gøre det af med dem på bestialsk vis.

True crime-genren går i disse år sin sejrsgang både dokumentarisk og som fiktion, og Kendricks flotte indspark bidrager med et betagende frigjort mørke, der ikke synes hindret af blufærdighed i forhold til det stærkt betændte stof, herunder ikke mindst det eklatant misogyne i al bred almindelighed. Et både komisk, men samtidig yderst sammenbindende reality-tv-plotelement udgør endnu en både velovervejet og virkningsfuld brik i den stærke, ja reelt uafrystelige filmoplevelse.

Mørket står egentlig stærkt og er umuligt at penetrere hele filmen igennem: Vi ved, at der er noget faretruende i vente, og personificeringen af djævelen er sublim i Daniel Zovattos utilregnelige, lige dele sleske og dæmoniske psykopatcharme.

Samtidig er rammerne raffinerede og ikke overgjorte, hvilket gælder i alle facetter fra den smukke og ofte naturskønne fotografering til det balancerede lydbillede. Alle "Alcalas kvinder" – herunder Kendrick selv i en central rolle – sprudler af indlevelse, mens de kun kan håbe på, at seriemorderen ikke lykkes i sit forehavende med netop dem.