Blades of Glory (2007)

Af mange grunde synes det helt oplagt at tage pis på kunstskøjteløb: Den megen glinsende, tætsiddende lycra, de manierede og teatralske (ansigts)bevægelser, den sødladne glamour og de stivnede smil.

Noget af det rigtige

"Blades of Glory" rammer noget af det rigtige, men komedien er langt fra noget hylemorsomt bekendtskab – hertil er den alt for overstadig i sine ikke særligt veltimede sidejokes.

Macho-manden og den lidt feminine

Will Ferrell og Jon Heder er begge professionelle kunstskøjteløbere med hver deres meget forskellige stil: Ferrells Chazz Michael Michaels er macho-manden, der konstant (og kikset) gør opmærksom på, hvor dameglad, han er. Heders Jimmy MacElroy er den lidt feminine, graciøse løber.

I flæsket på hinanden

De to kan ikke udstå hinanden, og det ender da også galt, da de farer i flæsket på hinanden for rullende kameraer... og diskvalificers på livstid. Men et hul i paragrafferne betyder, at de sagtens kan stille op som par på isen! Og dét ser deres træner muligheder i.

Tåbelige sidehistorer

Bedst er komedien, når den letløbende og underholdende lader intrigerne (og et slet skjult homoerotisk undertema) sno sig uden alt for meget omsvøb. Her kan smilene ind imellem brede sig sagte. Men der levnes for meget energi til tåbelige sidehistorier som fx Chazz' sexafhængighed og det nærmest familiefilms-overstadige ondskabens skøjteløberpar, konkurrenterne Stranz og Fairchild.

Overkommelig "istid"

Selve "istiden" er overkommelig, og der går aldrig kunstskøjte-fyldstof i den. Faktisk er de vilde optrin på selve isen blandt komediens mere vellykkede. Her understøtter også musik i selve handlingen og ikke – som det ellers er udtalt – Theordore Shapiros sødsmovsede originalunderlægning.