The Cell (2000)

Alene det ultraæstetiserede og tilsvarende bjergtagende anslag gør "The Cell" værd at se: Her præsenteres forteksterne på en baggrund af rødt ørkensand, der rejser sig mod en knaldblå himmel. På ryggen af sandbankerne afsætter vores hvidkjoleklædte, kommende hovedperson Catherine Deane (Jennifer Lopez) fodspor.

Dét er labert! Også selvom der allerede her er forvirring i forhold til, hvilken farve og identitet, filmen vil tage. Men "The Cell" sparker egentlig pænt popo i en god halv time, før afgrunden frister, og overfortællingen kvæler.

Som seriemorderthriller med overbygning står "The Cell" overraskende troværdigt – især i første halvdel. For selvom de skingre rejser ind og ud ad dragtens trængsler er lige på nippet til at være decideret uskønne, står særligt produktionsdesignet knivskarpt. Det er visuelt ultraflot, og det er der brug for, da lydsidens outreret anmassende syretrip – inklusive tsunamimængder af Howard Shores ekstremt vulgære musik – i meget høj stjæler opmærksomheden.

Catherine Deane er socialarbejder og kontaktes af FBI: Læg dig i en en smart heldragt, der svæver i snore fra loftet – og via fiks computerteknologi kan du "teleporteres" ind i hjernen på den sadistisk/katatoniske serimorder Carl Stargher (Vincent D'Onofrio)!

Det skulle Catherine nok aldrig have gjort. Hele ideen med at krybe ind i tankegangen og den virtuelle virkelighed hos Stargher er at finde frem til, hvor det seneste kvindelige offer er gemt af vejen.

Kan Catherine skille seriemorderens og sit eget tiltagende vanvid ad? Særligt sidste halvdel af filmen bliver alt, alt for meget af "det gode" med tiltagede manglende kontrol over både begivenheder og teknisk indpakning. Blandt den flotte rollebesætning er især Vince Vaughn virkelig god: Afdæmpet, fintfølende og fuld af udstråling.