Watcher (2022)

    Da en ung amerikansk kvinde flytter til Bukarest med sin mand, begynder hun at mistænke, at manden, der står i en lejlighed overfor og kigger på hende, er dén seriemorder, politiet eftersøger.


    »DET INTROVERTE GYS«

    Her er et gys, der ikke skilter for meget med sig selv og sit betændte plot. Som ikke råber højt eller spartler ud og overfortæller med masser af smarte effekter og kvælende underlægningsmusik. "Watcher" er det introverte gys, der "passer sig selv", er omhyggeligt, stilbevidst og troværdigt.

     

     

     

     

    Danske Benjamin Kirk Nielsen er filmens cheffotograf, og han skaber et visuelt meget flot udstillingsvindue for en fortsat stor karriere i USA. "Watcher" emmer nemlig af mærkeligt mørke, en evigt sitrende leg med lys og skygge og et nådesløst fokus på lidelserne, frygten og døden, som oplevet først ukonkret, siden mere bestialsk, af den unge Julia (Maika Monroe).

    Hun er fremmed i et nyt land, taler ikke rumænsk og er ofte alene hjemme i den store lejlighed, mens manden arbejder til sent om aftenen. Det er her, Julia opdager, at hun bliver betragtet af en mand i en lejlighed på den anden side af gaden. Og det lader til, at denne silhuet (vi ser kun konturerne af ham) ikke har andet at tage sig til. Hver gang, Julia stiller sig i vinduet og trækker gardinerne fra, står han derovre og kigger på hende.

     

    Julias mand har svært ved at tro, det er slemt, og han mener, Julia ser spøgelser. Måske især fordi, der samtidig er en seriemorder løs i Bukarest, der netop går målrettet efter kvinder. Julia er med andre ord alene om sin angst og må selv grave dybt for at konfrontere den – og én gang for alle finde ud af, om manden på den anden side af gaden er gal eller harmløs.

     

    Uhyggen er krybende, især fordi instruktør Chloe Okuno vælger at gøre så lidt væsen af sig selv og sit udtalt skræmmende filmmiljø. Det er i grunden ikke til at slippe længe efter slutteksterne – antydningens kunst og de mange nuancer i særligt Maika Monroe (og senere Burn Gormans, i rollen som Watcher) spil sætter sig i nervebanerne. Kun slutningen kunne have været mere elegant afviklet: Her kommer overdrivelserne desværre lidt uklædeligt på banen. 



    Anmeldt i 2023 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    2022, USA, Gyser, Thriller, Mystik, Drama, Seriemordere, Tog på film, 96 min.

    Dansk titel: Watcher
    Instr: Chloe Okuno Prod: Derek Dauchy, John Finemore, Aaron Kaplan, Roy Lee Manus: Chloe Okuno Baseret på: manuskript af Zack Ford Foto: Benjamin Kirk Nielsen Klip: Michael Block Mus: Nathan Halpern
    Priser
    • SUNDANCE-N - Grand Jury Prize-nominering