Possession (1981)

Den ukrainskfødte instruktør Andrzej Zulawski var ikke ligefrem kendt for at gå hverken skabelonpræget eller nænsomt til sine film – og hermed også de skuespillere, der skulle krænge deres inderste ud i ofte ekstreme roller.

Det bliver tydeligt for enhver i mødet med "Possession", Zulawskis eneste engelsksprogede film: En outreret, sindsoprivende og på alle måder overvældende oplevelse, hvor grænserne mellem sund fornuft og ultimativt vanvid udviskes, så ingen efterlades uden dyb undren. Da en ung kvinde begærer skilsmisse, forstår hendes mand ikke et muk af det hele. Det bliver hurtigt en besættelse for ham at forsøge at finde ind til sandheden i konens beslutning, men da han graver dybere, begynder virkeligheden at smuldre.

Især da han render på en lærerinde, der ligner konen på en prik, lige på nær at hun har ætsende grønne øjne. Hvad sker der, og hvem eller hvad kan man stole på i en tiltagende ekstrem hverdag, hvor ikke engang de mest almindelige rutiner er til at stole på? Med Berlin i starten af 1980'erne som inspirerende bagtæppe (parret har en lejlighed lige op ad Berlinmuren) er der noget historisk æggende og samtidig forstyrrende ved hele indramningen.

Storbyen er således udnyttet sublimt som medfortællende birolle i et filmunivers, hvor alt kan ske. Det hele fiser og farer af sted i (steadicam-)levende optagelser. Op og ned ad trapper, ind og ud ad rum (og U-Bahn-tunneller) – og gerne i cirkler. Det hele er filmet, som var vi selv en del af vanviddet. Enkelte sekvenser er med så outreret indlevelse i det mentalt udflydende og magtesløse, at det bringer de indre skrig frem i selv den mest hårdhudede beskuer: Sam Neills vanvidssekvens i sengen, Isabelle Adjanis absurd hårrejsende skrigesekvens i undergrunden.

Nogen gange giver "Possession" ingen mening overhovedet, og det er en del af filmens (og til dels også Zulawskis) claim to fame: At det er overladt til tilskueren selv at perspektivere på noget, der er uden horisont, uden start og uden slutning. Det bliver for meget henover lidt mere end to timer, lidt ligesom om, kvalmegrænsen er nået, men stadig med en visuel og lydmæssig bagage, det er umuligt at ryste af sig.

Sådan var det også for især Isabelle Adjani og Sam Neill: De gav alt af sig selv og mere til, og de har begge givet udtryk for de mentale efterveer, det har haft på dem – alt det ekstreme, Zulawski fik dem til at spille, satte sig i dem for altid. I lange stræk fuldstændigt – og begavet sådan – fritaget for underlægningsmusik, men af og til pøses tonerne alligevel deprimerende ud over et i forvejen så visuelt og perceptionsmæssigt tynget lærred, at det er tæt på at køre hele herligheden helt i knæ.