Wise Blood (1979)

Der skal ikke herske tvivl om, at instruktør John Huston hér lykkes med at skabe en film, der sætter tanker i gang og forbliver på nethinden. For selvom "Wise Blood" er en uskøn, ubalanceret og meget støjende omgang syre-komedie, har den sine passager af mindeværdigt skæve indfald.

Hjem fra hæren

Brad Dourifs Hazel Motes vender tilbage fra hæren til udkantsflækken Taulkinham. Her venter ikke mange udfordringer, men han finder da hurtigt vej til den lokale (og frodige!) glædespige.

Epicentret for vækkelsesprædikanter

Taulkinham er åbenbart epicenter for vækkelsesprædikanter af forskellig obskur observans. Motes møder blandt andre Harry Dean Stantons – angiveligt blinde – Asa Hawks og dennes højre hånd, Amy Wrights anmassende/uafrystelige Sabbath Lily.

(Endnu mere) bindegal

Konkurrencen er hård, men Motes beslutter sig ikke desto mindre for selv at blive prædikant. Med lynende øjne og evigt råbende stemmeføring præsterer han den første Church Without Christ. Måske ikke en retning, der vækker gehør, men Motes bliver selv (endnu mere) bindegal af sit egen nye religion.

Lækre billeder og locations

Skudt i lækre billeder og i tilsvarende lækre locations udgør "Wise Blood" en stærk åre til visuel stimulans. Til gengæld ødelægger en mærkeligt kontra-stemningspræget underlægningsmusik langt mere, end den gavner.

Støj, støj, støj

Musikken lægger til, hvor der allerede støjes. Både i overført betydning med skuespillets og typegalleriets meget store armbevægelser, men også i de ofte råbte replikker. Spillet er ligeså overtændt, som det er anderledes – helt i skabet sidder det desværre ikke.