Capone (2020)

    Efter en årrække bag tremmer bor den tiltagende stærkt demente eksgangster Alfonse Capone nu under kontrollerede forhold i Florida.


    ÆDT OP INDEFRA

    + PLUS: uortodoks | spil | ufiltreret skildring af demens
    -MINUS: vaklende plotstruktur | for lange syre/tåge-scener

     

    En af de væsentligste grunde til, at Josh Tranks biografiske skildring af gangsteren Alfonse Capones sidste dage er blevet så ringe modtaget, er givetvis, at publikum er gået til filmen med en forventning om at få bang-bang og smæk for skillingen.

     

    Befriende uortodoks

    Det er ikke filmens mission, men det gør den slet ikke dårlig. Ganske vist er "Capone" periodisk endog særdeles vaklende i sin plotstruktur, og patos har også en tendens til at tage overhånd - men filmen er først og fremmest en befriende uortodoks indføring i demensens helvede.

     

    Ædt op indefra

    Efter mange år bag tremmer bliver 47-årige Capone løsladt. Han er stadig tæt overvåget af FBI og bor med hustruen under bevogtede og kontrollerede forhold i en luksusvilla i Florida. Men Capone har det ikke godt - han er ved at blive ædt op indefra af "neurosyfilis".

     

    Uden selvkontrol

    Med andre ord, eksgangsterkongen er ved at miste sin råstyrke og ikonstatus, særligt fordi han ikke længere har kontrol over hverken sin krop eller psyke. Det kan også gøre ham særdeles farlig, hvis han får fri passage til vildskaben fra fortiden.

     

    Forbitret, ufiltreret og fortættet

    Når "Capone" opleves, som det, den er - en forbitret, ufiltreret og psykisk fortættet skildring af en hjerne i forfald - er filmoplevelsen faktisk både fascinerende, forstemmende og temmelig modig.

     

    Mister besindelsen

    Ikke alene "svines" legenden til af sin egen lort i både dobbeltseng og voksenble, han bliver også - i Tom Hardys blændende titelrollepræstation - tiltagende skræmmende og uligevægtig i takt med, at han mister besindelsen helt, får knaldrøde øjne og savler sine rallende (og ofte italienske) bemærkninger ud.

     

    Tangerer melo og patos

    Det kan godt tangere både melo og patos, og man skal lige stille sig ind på filmens tonalitet og Hardys heraf følgende spil, før man fornemmer styrkerne. Blandt birollerne er særligt Linda Cardinelli god som hustruen, der mærker Capones forfald fra første parket.

     

    Elegant og detaljeorienteret

    Herligt tilbagetrukket musik af El-P giver bedre plads til filmens flotte tidsbillede i en elegant og detaljeorienteret fotografering af Peter Deming. Filmen, der skulle have haft biografdistribution, kom på grund af Covid-19-pandemien i stedet ud direkte på video.



    Anmeldt i 2021 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2021

    Fakta om filmen

    2020, Canada, Drama, Krimi, Biografi, 103 min.

    Dansk titel: Capone
    Instr: Josh Trank Prod: Russell Ackerman, Lawrence Bender, Aaron L. Gibert, John Schoenfelder Manus: Josh Trank Foto: Peter Deming √ Klip: Josh Trank Mus: El-P