Pas på ryggen, professor (1977)

Jens Okkings eneste film som instruktør er vitterlig en fuldblods-kikser - en outreret og overgearet farce, der i sin idioti langt overgår flertallet af de mange inspirationskilder, som samtidens danske filmproduktion nemt kunne byde på.

Endeløs plathedsparade

"Pas på ryggen professor" er en endeløs strøm af platte situationer og replikker, der aldrig tilnærmelsesvis udvikler sig i morsom retning. Filmens eneste underholdningsværdi består i at betragte den enorme flodbølge af tidens store og små skuespillere, hvoraf de fleste ofte optræder i få sekunder.

Ingen situationsfornemmelse

Ulf Pilgaards (uklædeligt overspillede) universitetsprofessor Oscar Latour ejer ikke for fem flade cents situationsfornemmelse. Men han får snart brug for at kunne bide fra sig, da han forveksles med sin fætter - og uforvarende havner i et kriminaldrama, der går hele vejen til tops i Sovjetunionen.

Tumpet-dumt

Falde-på-halen-situationerne med tilhørende tumpet-dumme replikker er virkelig håbløse, og de slutter aldrig. Det er sejtrækker-pineri, når det er allermest ynkeligt - og man fornemmer tydeligt, når skuespillerne gør vold på sig selv for blot at komme igennem det frygtelige farce-overdrev.

Venstrehåndsarbejde

Med skinger repetitions-musik af Steen Holkenov og pakket i et filmhåndværk præget af venstrehåndsarbejde er "Pas på ryggen professor" heller ikke teknisk noget bravournummer. Selv ikke normalt raffinerede karakterskuespillere får en chance for at sætte et positivt aftryk undervejs.