120 battements par minute (2017)

Smerteligt og – periodisk – hjerteligt genfortælles her historien om AIDS' hærgen, før man havde udviklet en brugbar medicin. I denne virkelighed befinder en gruppe unge parisiske homoseksuelle sig. De kræver handling fra regeringen, der tilsyneladende vender det blinde øje til den alvorlige udvikling.

AIDS i udbrud

Med udgangspunkt i den aktivistiske gruppe ACT UP demonstrerer de unge ved enhver given lejlighed. Samtidig følger filmen Sean. Han har været HIV-positiv et stykke tid, forelsker sig i den rolige Nathan, men må snart se sig kapret af AIDS i alvorligt udbrud.

To film i én

"120 battements par minute" er reelt to film i én: Den første (alt for) lange del beskæftiger sig mudret og stressende-kaotisk med det vilde liv blandt demonstranterne. Og sent i filmen tager Seans sygehistorie over, hvormed hjertet endelig banker dybe følelser, og en hjertegribende stemning tager over.

Ikke i balance

Filmen er således som helhed ikke i balance. Den portrætterer en tid, hvor AIDS var det store skrækscenarie og rammer tiden flot, men uden at de unges ageren og ind-/udviklinger giver stof til eftertanke. Eftertanken kommer til gengæld på Seans sygeleje.

Overspartlinger

Her forfalder instruktør/manusforfatter Robin Campillo imidlertid til nogle uklædelige overspartlinger af troværdigheden. Uden at afsløre for meget vedrører det sex. Igennem store dele af filmen er der en mærkværdigt diktatorisk-underliggende musik, der forstærker det primær-kaotiske yderligere.

Blændende spil

Blændende spil af Nahuel Biscayart og Arnaud Valois hjælper "120 battements par minute" i mål, men ikke helt så overbevisende, som de mange filmpriser ellers indikerer.