120 battements par minute (2017)

Smerteligt og – periodisk – hjerteligt genfortælles hér historien om aids' hærgen, før man havde udviklet en brugbar medicin. I denne virkelighed befinder en gruppe unge parisiske homoseksuelle sig. De kræver handling fra regeringen, der tilsyneladende vender det blinde øje til den alvorlige udvikling.

Aids i udbrud

Med udgangspunkt i den aktivistiske gruppe ACT UP demonstrerer de unge ved enhver given lejlighed. Samtidig følger filmen Sean (Nahuel Pérez Biscayart). Han har været hiv-positiv et stykke tid, forelsker sig i den rolige Nathan (Arnaud Valois), men må snart se sig kapret af aids i alvorligt udbrud.

To film i én

"120 battements par minute" er reelt to film i én: Den første (alt for) lange del beskæftiger sig mudret og stressende/kaotisk med det vilde liv blandt demonstranterne. Og sent i filmen tager Seans sygehistorie over, hvormed hjertet endelig banker dybe følelser, og en hjertegribende stemning tager over.

Ikke i balance

Filmen er således som helhed ikke i balance. Den portrætterer en tid, hvor aids var det store skrækscenarie og rammer tiden flot, men uden at de unges ageren og ind-/udviklinger giver stof til eftertanke. Eftertanken kommer til gengæld på Seans sygeleje.

Overspartlinger

Hér forfalder instruktør/manusforfatter Robin Campillo imidlertid til nogle uklædelige udspartlinger af troværdigheden. Uden at afsløre for meget vedrører det sex. Igennem store dele af filmen er der en mærkværdigt diktatorisk-underliggende musik, der forstærker det primærkaotiske yderligere.

Blændende spil

Blændende spil af Nahuel Biscayart og Arnaud Valois hjælper "120 battements par minute" i mål, men ikke helt så overbevisende, som de mange filmpriser ellers indikerer.