Stopforbud (1963)

Jørgen Leth debuterede med dette eksperimenterende kortfilms-musikportræt, koinstrueret af Jens Jørgen Thorsen og Ole John. Her er det jazzpianisten Bud Powell (1924-66), der undersøges, og filmen er ikke karakteristisk – hverken som portrætfilm, dokumentarfilm, eksperimentalfilm eller musikfilm. ”Stopforbud” er helt sin egen.

Skiftende fokus

Helt oplagt er filmen også kendt som ”Stop for Bud” – for Bud er jo pianistens navn, og det er ham, som Leth, Thorsen og John går tæt på i et 12 minutter "langt" eksperiment af billede og lyd i skiftende fokus... eller mangel på samme.

Æterisk portræt

Portrættet er af æterisk karakter – ikke mindst, fordi Bud Powell som person var mere end svævende og ikke havde egnet sig til nogen form for klassisk interview. Musikken i filmen er den mest konsistente. Jazzen er kernen og bestemmer, i hvert fald i nogen grad, fortællingens rytme.

Spidsfindige vinklinger

I Ole Johns spidsfindige fotografiske vinklinger finder vi kilder til mange flotte æstetiske øjeblikke. Muligvis er de tilfældigt opnået, muligvis er de helt velovervejede. Det skal i hvert fald ikke hedde sig, at formen er i fokus, når fokus er på eksperimentet.

Mindeværdige scener

Særligt mindeværdige er scenerne, hvor Bud Powell spankulerer gennem København og bl.a. ender på en losseplads fuld af sultne måger – til tonerne af sine egne improvisationer. Filmens speak er leveret af Dexter Gordon.