Vagabonderne på Bakkegaarden (1958)

    Den altid glade landevejsstryger Martin danner vagabondpar med Anders, og sammen finder de lykken på Bakkegaarden.


    ÆGTE MORTEN KORCH-LYKKE

    Morten-Korch-filmene:
    De røde heste (1950)
    Mosekongen (1950)
    Det gamle guld (1951)
    Det store løb (1952)
    Fløjtespilleren (1953)
    Flintesønnerne (1956)
    Vagabonderne på Bakkegaarden (1958)
    Det skete på Møllegården (1960)
    Der brænder en ild (1962)
    Kampen om Næsbygaard (1964)
    Næsbygaards arving (1965)
    Krybskytterne på Næsbygård (1966)
    Brødrene på Uglegaarden (1967)
    De røde heste (1968)
    Manden på Svanegaarden (1972)
    Fætrene på Torndal (1973)
    Sønnen fra Vingården (1975)
    Affæren i Mølleby (1976)
    Fruen på Hamre (2000)

    Nogle vil helt sikkert rynke på næsen ad forfatteren Morten Korchs skrivekrampe, og der er da vitterlig heller ikke meget variation over hans banale klichéer. Alt dette til trods udgør "Vagabonderne på Bakkegaarden" herlig filmunderholdning, blandt andet fordi det Korch'ske univers i denne sammenhæng er ganske vellykket indrammet.

    Er du dus med himlen fugle?
    Poul Reichhardt spiller vagabonden Martin, der på sin glade færd - syngende "Er du dus med himmelens fugle" - møder Ib Mossins Anders. Anders er stukket af fra sin plads og drager nu med Martin ud på lykkens landevej. Undervejs møder de Klinke-Hans, der er lidt af en institution indenfor vagabondkredse. De lægger vejen forbi Bakkegaarden, hvor Martin engang tjente og var forelsket i gårdpigen Anna.

    Kærligheden blomstrer
    Anna er i store vanskeligheder, da hendes afdøde mands bror Jonas gør alt for at drive gården imod Annas ønsker. Jonas har krammet på Anna, fordi den afdøde skyldte broren mange penge. Men mon ikke Martin & Co. kan hjælpe den stakkels Anna, mens kærligheden får lov at folde sig ud blandt høstblomsterne?

    Glade budskaber
    Filmen får smilet frem på læberne, både på grund af de ualmindelig floskelprægede dialoger, men også på grund af det glade budskab, der bag alle rædselsfulde vammelheder trods alt lyser igennem.

    Smittende landidyl
    I sammenhængen en af de mere vellykkede Korch-filmatiseringer takket være den ærlige skønsang, det beundringsværdigt tilstedeværende skuespil og den smittende, let melankolske landidyl.



    Anmeldt i 2000 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2020