Dead poets society | |
En lille gruppe drenge på en kostskole rystes sammen under en ny lærers faderlige undervisning. | |
| CARPE DIEM - LEV I NUET Sammenhold og venskab. At finde en identitet. Den store faderfigur. Disse er hovedtemaerne i Peter Weirs drama "Dead Poets Society" fra 1989. Det er en film, man kan se mange gange, der er nogle meget betagende elementer i den, men der er nogle sider ved historien, som man i længden godt kan se sig lidt bitter på. Til den strenge og disciplinære drengekostskole ankommer en dag en meget alternativt tænkende lærer, John Keating (John Williams). Hans fremgangsmetoder forundrer og forfører de mange drengesind, og inden længe forguder og beundrer de denne nye lærer. Selvfølgelig er det ikke noget for de gamle støvede lærere at se, hvordan Keatings elever begynder at tænke på sjælen og dén slags pjat. Hele tiden synes Keating i fare for at få sparket, alt imens drengene udvikles mere og mere selvstændigt og åbent. Drengene genstarter Døde Poeters Klub, en klub som Keating grundlagde i sin kostskoletid. Her skal man mødes og komme hinanden ved på en åndeligt udvidende måde. Keating får en særlig betydning for mange af drengene. Således er han skyld i, at knægten Neil (Robert Sean Leonard) tager mod til sig og starter en skuespilskarriere. Todd (Ethan Hawke) giver han en tunge - nu kan han pludselig udtrykke sig poetisk. Men det bærer - forudsigelig nok - mod enden for Keating. Men inden han ekskluderes fra skolen, skal vi igennem en tragedie, som forekommer malplaceret og svær at forstå. "Dead Poets Society" er beundringsværdig livsbekræftende, men der er alligevel lidt for meget sødsuppe over den enstemmighed, som drengene lægger for dagen. De er alle (uden undtagelse) betaget af Keating ned til mindste detalje. Det kan ikke lade sig gøre. Keating kommer med alt det, drengene kun kunne drømme om. Han åbner hele verden for dem. Ingen af dem har tidligere blot kunnet tænke sig til disse muligheder. Det er poesien, der åbner porte til hele livet. Kærligheden berøres i flygtighed, da en af knægtende i savl og hast forelsker sig i en lyserød cheerleader. Robin Williams og alle knægtene leverer flot skuespil, og det er virkelig filmens helt stærke side. | |
| Anmeldt i 1996 af Tobias Lynge Herler © philm.dk 1992-2010 | |
| Udskriftsvenlig udgave |