Les choristes (2004)

    En hjælpelærer ankommer til en streng kostskole for drenge. Han er fast besluttet på, at korsang skal hjælpe drengene til en bedre tilværelse.


    SKØNSANG

    Tematisk beslægtede film:
    Dead Poets Society (1989)
    School Ties (1992)
    Mr. Holland's Opus (1995)
    Heaven Help Us (1985)
    Les choristes (2004)

    Spud (2010)


    Velstemt og rørende underholdning af den lette franske skuffe: Et trygt og genkendeligt plot, et langhalmstærsket persongalleri og en narrativ fremdrift med glidende overgange - skudsikker familiehygge. Da en hjælpelærer ankommer til en streng drengekostskole, er han med det samme chokeret over ledelses- og afstraffelsesstilen, og han ser en mulighed i at indføre sang som en obligatorisk del af hverdagen.

    Korsang som terapi
    Hjælpelæreren har længe selv fiflet med at komponere og har noder i sin taske. Selvom rektor er meget imod, viser korsangen sig hurtigt at have en yderst gavnlig virkning på drengenes sociale og personlige udvikling. Men ingen skønsang uden falsk optakt, og også undervejs i historien trues både projekt og socialisering.

    Simplificeret
    Mere ægte og hjerteligt, mere umiddelbart og simplificeret end mange af sine amerikanske genrekolleger, præsenterer "Les choristes" sit familiedramaturgiske materiale med fin effekt. Det er dog stadig en film af meget let karakter, der af og til kæmper med sentimentale dæmoner. Meget af dette lettes dog af det tilforladelige og følte skuespil, men helt kan filmen ikke undsige sig.

    Musikalsk sukring
    Det bliver mest tydeligt, når begivenhederne når klimaktiske mellemstationer, hvor frugten af strabadserne skal høstes - men også på den fundamentale musikalske lydside, hvor en oversukring indtræffer tidligt og ikke tillader dette centrale element i filmen at træde i karakter. Det står stærkere for den svage, måske barnlige, tilskuer, hvis kormusikken akkompagneres af ikke-tilstedeværende violiner og båthorn.

    Usynlige båthorn
    Men andre lægger nok mærke til, at båthornene ikke er en del af diegesen (filmens handling), og havde foretrukket musikken a cappella - og i en for filmen mere tidstypisk tone end den originalkomponerede musik, der hører hjemme mere end 40 år fremme i tiden.



    Anmeldt i 2009 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2004, Frankrig, Drama, Musik, Børn på film, Coming of Age, 96 min.

    Dansk titel: Koret
    Instr: Christophe Barratier Prod: Arthur Cohn, Nicolas Mauvernay, Jacques Perrin Manus: Christophe Barratier, Philippe Lopes-Curval Baseret på: historien "La Cage aux rossignols" af Georges Chaperot m.fl. Foto: Jean-Jacques Bouhon, Dominique Gentil, Carlo Varini Klip: Yves Deschamps Mus: Bruno Coulais
    Priser
    • AAN - Bedste originale sang ("Vois Sur Ton Chemin")
    • AAN - Bedste udenlandske film
    • GG-N - Bedste udenlandske film