Enter the Dragon (1973)

Håndkantsslag, højt løftede lamser og mavemuskler hårdere end det kinesiske grundfjeld: "Enter the Dragon" er i dag især kendt for at være kampsportsikonet Bruce Lees sidste film (han døde få dage før filmens premiere, blot 32 år gammel). Men det er også gods, guld og fremdrift, der gør filmen tidløst seværdig.

Mere end blot "idioti med charme"

For "Enter the Dragon" er mere end bare bensvingende, falsethylende mænd i bar overkrop, og krimihandlingen stikker noget dybere end den blotte "idioti med charme" – således flyver tiden af sted i selskab med Lee og co. på flotte og veludnyttede locationbaggrunde, ofte med ekstremt lækre dybdeperspektiver.

Narkobaronen uden skrupler

Lee spiller martial arts-kunstneren Lee, der får dét opdrag at spionere på en narkobaron. Baronen huserer på et fort beliggende på en lille ø, og da Lee ankommer, er det under dække af at skulle deltage i dén kampsportsturnering, som baronen er vært for.

Cirkelspark og knoglebræk

Her bliver der ikke sparet på cirkelsparkene og knogleknækkene: Vinderen af en man to man-nærkamp efterlader ofte modstanderen død. Det er der alligevel ingen, der opdager inde på fastlandet... Snart er Lee ved at have gennemskuet værtens ugerninger, og så kan spændingen for alvor begynde.

Åbenlyse ubehjælpsomheder

På trods af sine åbenlyse ubehjælpsomheder i både spil, handling (og eftersynkronisering) fremstår "Enter the Dragon" både levende og medrivende, og det retter op på langt det meste vælling.

Lækre Schifrin-toner

Musikken er af erfarne Lalo Schifrin, der her, blot to år efter sin ikoniske musik til Dirty Harry (1971), bruger meget af den samme "storby-jazzede" tonaliet. I sig selv lækker musik, men alt for udtalt anvendt gennem hele kampsportsthrilleren.