Everybody Wins (1990)

    En privatdetektiv forelsker sig i sin klient, der har en svær sag til ham.


    FORVIRRET DRAMATIK

    I denne meget konfuse krimifilm er det ikke, som titlen ellers antyder, alle der vinder. Det er faktisk kun Nick Nolte, der trækker det lange strå. Han er nemlig filmens største lyspunkt.

    Ujævnt & overfladisk
    "Everybody Wins" er ringe nok til at få en ellers ganske habil skuespiller som Debra Winger til at spille ujævnt og overfladisk. Skylden må delvis placeres hos manuskriptforfatter Arthur Miller.

    Mystik & vanvid
    Historien er i hvert fald proppet til bristepunktet med alle kriminal-thrillergenrens spændingsmomenter, tilført et element af mystik og vanvid.

    En stor sorg
    Nick Nolte spiller den private efterforsker, Tom O’Toole, der fanges ind af den tiltalende Angela Crispini. Hun bærer nemlig på en stor sorg, som han muligvis kan hjælpe hende over. I fængslet sidder desuden en ung mand, som ifølge Crispini er uskyldig.

    Lyssky omstændigheder
    Crispini kender til omstændighederne i sagen - og kender oven i købet morderen. Besat af denne finurlige kvinde kaster Nolte sig ind i sagen og afdækker talrige meget mystiske og lyssky omstændigheder.

    Lidenskab på svære præmisser
    Forholdet mellem de to udvikler sig i stormende hast. Lidenskabeligt men svært, fordi Crispini har en særdeles indviklet psyke. Dette forhold skildres sådan nogenlunde fint.

    Psykopatiske bekendtskaber
    Udover Nick Nolte skimtes af og til en glimrende spillende Will Patton som et af Wingers psykopatiske bekendtskaber, og som rutineret dommer ses Jack Warden.



    Anmeldt i 1995 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    1990, USA, Storbritannien, Krimi, Thriller, Mystik, 92 min.

    Dansk titel: Uskyldig dømt
    Instr: Karel Reisz Prod: Jeremy Thomas, Ezra Swerdlow Manus: Arthur Miller Foto: Ian Baker Klip: John Bloom Mus: Mark Isham, Leon Redbone