Escape from the planet of the Apes
Tre talende aber rejser tilbage i tiden og opdager, hvordan mennesket engang behandlede de firbenede. Mødet bliver hjerteligt men farligt.
NEW YORK MED GRÆS PÅ TAGET
I den tredje film om de talende aber er et par repræsentanter for den mere venligt stemte del af "befolkningen" draget tilbage i tiden for at besøge menneskene, mens de endnu havde herredømmet over planeten.

Idéen er sjov og fungerer i filmens første halve time som en udmærket alternativ komedie. Men efterhånden sniger der sig en hel del uholdbarhed ind i historien, som end ikke i science fiction-sammenhæng kan sluges råt.

Handlingen er forudsigelig, og morskaben er for letkøbt: Aberne iføres mennesketøj, aberne tilvænnes menneskelivsstil med drinks og TV, aberne fyrer sjofle menneskejokes af... Man ved, at aberne nok skal tilpasse sig den umenneskelige menneskevelfærd for til sidst at blive straffet...

Menneskene må være godt dumme, når de hopper på, at to udklædte mennesker med hule og rungende stemmer skulle være talende aber fra en fjern fremtid.

Et kendetegn ved disse abeplanetfilm er øjensynlig, at hver film ender overordentlig dårligt.
Anmeldt i 1995 af Tobias Lynge Herler
© philm.dk 1992-2010
Udskriftsvenlig udgave