Planet of the Apes (2001)

Sammenhængende film:
Planet of the Apes (1968)
Beneath the Planet of the Apes (1970)
Escape From the Planet of the Apes (1971)
Conquest of the Planet of the Apes (1973)
Battle for the Planet of the Apes (1973)
Planet of the Apes (2001)

Efter at have set alle de fem oprindelige film om abernes planet, kommer det som en overraskelse, at denne nyindspilning så afgjort skulle vise sig at være den dårligste af dem alle. Det kræver, at hovedet lægges i blød for at komme i tanker om adjektiver, der blot tilnærmelsesvis kan sætte 2001'eren i et positivt lys.

I rumstormens øje
Da astronauten Leo Davidson (Mark Wahlberg) havner i en rumorkans øje, bliver han hvirvlet af sted til en planet, hvor abedyr hersker, og menneskene jages ubarmhjertigt. Nu begynder en indædt kamp for frihed – konstant trynet af de grumme gorillaer med store køller. Men kan Leo og hans rådvilde medmennesker klare millioner af sure aber og komme sikkert tilbage til Jorden?

Grueligt galt i byen
Instruktør Tim Burton er ellers kendt for sine dejligt nytænkende film, der af og til lysner op mellem Hollywoods klichémasser, men hér må det siges, at han er gået grueligt galt i byen og har fabrikeret en film, der er tæt ved at være dårligere, end politiet tillader.

Alt ved filmen er dårligt
Hvad er det så, der gør filmen så dårlig? Alt ved filmen er dårligt! Men først og fremmest skyldes elendigheden et fuldbyrdet fantasiløst manuskript, der ikke giver sine skuespillere nogen form for lysglimt at spille op imod.

Primitivt manuskript
Når manuskriptet er så primitivt, er det klart, at det smitter af på hele filmen, men der kunne så have været håbet på en stribe flotte billeder, som vi så det i de første fem abefilm.

Ingen flotte billeder

Flotte billeder er der bare heller ikke nogen af. 95 % af filmen er optaget i dunkle studier, der er overplastret med sydlandske gevækster og papmachéklipper, hvorimellem helte og skurke ubesværet kan kæmpe løs – til evindeligt kvælende underlægningsmusik af Danny Elfman.

Blottet for udtryk og spænding
Alle roller uden undtagelse er fuldstændigt blottet får både følelse, udtryk og spænding. Hovedrolleindehaver Mark Wahlberg, der må trække hele læsset som menneskeligt midtpunkt, levnes ikke så meget som én scene, hvor han kan vise sin berettigelse som (autodidakt) skuespiller.

Ligegyldige statister

De andre mennesker er ligegyldige statister med en enkelt replik her og der. Blandt aberne er der heller ikke noget indhold. Alle de onde aber grynter og skriger og ser sure ud, langer lidt ud med armene og er gode til at slås.

Direkte latterlige
De få gode aber er direkte latterlige, tag fx Helena Bonham Carters super-stylede Ari, der med pagehår og indtagende øjne er tæt ved at forføre den hårdtarbejdende menneskeastronaut. En så intetsigende genindspilning hører ikke hjemme i biograferne.