Planet of the Apes (1968)

    Efter flere tusind år i rummet styrter tre mennesker ned på en jordlignende, men gold og øde planet.


    OMVENDT HAKKEORDEN

    Sammenhængende film:
    Planet of the Apes (1968)
    Beneath the Planet of the Apes (1970)
    Escape from the Planet of the Apes (1971)
    Conquest of the Planet of the Apes (1973)
    Battle for the Planet of the Apes (1973)
    The Planet of the Apes (2001)

    "Planet of the Apes" er en af de store klassikere i science fiction-genren, og med god grund. Der er scifi-atmosfære for alle pengene, godt hjulpet på vej af en fabelagtig og bjergtagende fotografering – samt Jerry Goldsmiths sælsomt spektakulære, dissonante musik.

    Ugæstfri abeplanet
    Tre astronauter har tilbragt utallige jordår i rummet, da de endelig igen nærmer sig Jorden. Men noget går galt, og den lille rumfærge styrter ned i en lille indsø midt i et ugæstfrit og goldt landskab på en ukendt planet.

    Ubarmhjertig kamp
    Heldigvis passer atmosfæren perfekt til mennesker: Her er masser af ilt. Efter at have vandret gennem ørkensandet kommer de tre til mere frodige områder, hvor primitive og stumme mennesker "græsser". Snart erfarer de tre "avancerede" mænd, at de er kommet til en planet, hvor aberne hersker over mennesket – den omvendte verden! I en blodig og ubarmhjertig kamp indfanges de tre nu af de brutale aber.

    En abetilbeder
    De tre astronauters veje skilles, og aleneladt kæmper George Taylor (Charlton Heston) nu for ikke at lide samme skæbne som sine "artsfæller". En kvindelig og "amerikansk"-talende videnskabsabe falder pladask for det begavede menneske. Men vil det lykkes George at overbevise de lidet samarbejdsvillige overaber om, at han er den klogeste?

    Højt teknisk niveau
    Det er faktisk ret enkelt at overgive sig til det absurde abebillede. Dette skyldes i høj grad det fantastisk høje tekniske og fotografiske niveau. Selve historien er ikke fuldendt: I særlig grad er det svært at acceptere den gennem-amerikanske livsstil, som aberne fører. Godt nok spiser de ikke på McDonald's, men deres retssager ligner i høj grad dem fra USA.



    Anmeldt i 2000 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    1968, USA, Science Fiction, Eventyr, Action, Bjerge på film, Fly på film, Dyr på film, 110 min.

    Dansk titel: Abernes planet
    Instr: Franklin J. Schaffner Prod: Arthur P. Jacobs Manus: Michael Wilson, Rod Serling Baseret på: roman af Pierre Boule Foto: Leon Shamroy Klip: Hogh S. Fowler Mus: Jerry Goldsmith
    Priser
    • AAN - Bedste musik
    • AAN - Bedste kostumedesign
    • AA - Æres-Oscar (John Chambers, makeup)