enforcer, The | |
Dirty Harry og hans nye kvindelige makker renser ud blandt en bande kriminelle. | |
| MINDRETALS-POLITIMETODER "The Enforcer", den tredje af fem Dirty Harry-film, er på ingen måde banebrydende, men formelen virker alligevel endnu engang: Effektiv, tempofyldt action samtlige minutter. En bande er løs i San Francisco, og de stjæler våben og myrder politibetjente, hvor de kommer frem. De kalder sig "Folkets Revolutionære Front", men deres eneste hensigt er at skaffe masser af penge. Harry Callahan (Clint Eastwood) bliver sat på sagen med sin, på det tidspunkt, levende makker. Da makkeren er blevet dræbt, står Harry alene med sagen, og der opstår som sædvanlig komplikationer mellem ham, ledelsen og myndighederne. Han forflyttes til papirnusseri-afdelingen, hvor han blandt andet skal vurdere ansøgere til drabsafdelingen. Da situationen med banden begynder at blive kritisk, henter McKay (Bradford Dillman) Harry tilbage i hans gamle job og giver ham desuden en ny makker, brunette-betjenten Kate Moore (Tyne Daly) i et smart stramtsiddende sæt og klip-klap-sko. Hun får slet ikke lejlighed til at komme i uniform, for ligeså snart, hun og Harry er trådt ud af døren, er der action. Et par gode spor leder dem til banden, så Harry kan lægge en strategi og plaffe dem alle ned. Hér bliver han naturligvis hjulpet af brunetten, der viser sig at være slagkraftig nok på bunden. Tro nu ikke at Harry bliver blødt op af den kvindelige makker, tværtimod. Der bliver ikke lagt skjul på, hvem der er den stærkeste og mest erfarne, hvem der er mand, og hvem der er kvinde. Et par sarkastiske og lettere nedgørende bemærkninger slår kønsrollerne fast, og ægte Dirty Harry-fans ville heller ikke acceptere andet. Harry Callahan lader sig ikke blødgøre! En vis påvirkning på Harry har Kate Moore dog alligevel. Deres forhold styrkes, som filmen skrider frem, og Harry begynder at acceptere sit kvindelige politi-modstykke. Der er ikke meget erotik i deres forhold, kærligheden er holdt på et psykologisk plan, der i al sin stilfærdighed er utrolig fint og stærkt skildret. To alene-mennesker mødes og lærer at værdsætte hinandens svagheder. Denne skildring er filmens stærkeste træk, og Tyne Daly er med sine lidt mandige bevægelser men samtidig skrøbelige kvindelighed virkelig fin i rollen som Kate Moore. En anden kvalitet, der bør fremhæves ved "The Enforcer" er dens glødende humor, der bevidst spiller på publikums forventninger til Harry Callahan. Han folder sig ud med spydige og myndighedsfjendtlige bemærkninger, og hans handlinger er stærkt overdrevne - men mægtig underholdende. Hans mindretals-politimetoder skal netop tages med et gran salt. Det her er skæg action og behøver ingen dybdeborende analyse. Det er disse kvaliteter, der holder filmens værk i gang. I starten virker plottet noget fortærsket, og første gang man erfarer, at Harrys nye makker er kvindelig, betvivler man originaliteten. Men overraskende nok begynder idéen at virke efter en halv times tid, og man føler sig herligt underholdt. Clint Eastwood leverer som sædvanlig delikat skuespil, og garderoben er blevet udvidet, således at Harry somme tider er iklædt andet end grå habit og slips, hvilket klæder den rå betjent. Desuden en fremragende række skuespillerpræstationer i birollerne. Blandt andet er Harrys helt uimodståeligt dumme chef McKay yderst veloplagt spillet af Bradford Dillman. Også den farvede "gangster" Mustapha er god, og idéen med at sætte Albert Popwell i denne rolle er vidunderlig. Albert Popwell spillede den uheldige bankrøver i "Dirty Harry", der af Harry bliver spurgt, om "han føler sig heldig". En morsom link. Teknisk gennemarbejdet med mange specialiteter; mesterligt klippet. Læg især mærke til sekvenserne filmet på Alcatraz, hvor filmens højdepunkt udspiller sig. Det er mærkeligt at skulle høre Dirty Harry-musik, der ikke er komponeret af Lalo Schifrin. Jerry Fielding har en noget anden stil, men den passer også vældig godt til Dirty Harrys udfoldelser: En kombination af rytmisk jazz og musik for symfoniorkester. Foregående film i serien: Dirty Harry (1971) Magnum Force (1973) Efterfulgt af Sudden Impact (1983) instrueret af Eastwood selv. | |
| Anmeldt i 1993 af Tobias Lynge Herler © philm.dk 1992-2010 | |
| Udskriftsvenlig udgave |