Sudden Impact (1983)

Dirty Harry-filmene:
Dirty Harry (1971)
Magnum Force (1973)
The Enforcer (1976)
Sudden Impact (1983)
The Dead Pool (1988)

Efter seks års pause vendte Dirty Harry Callahan tilbage i 1983, denne gang med Clint Eastwood selv som producer og instruktør. Det var en markedsanalyse, der lå til grund for Harrys comeback.

Dirty Harry var populær
I forbindelse med en almindelig objektiv undersøgelse var en gruppe amerikenere blevet spurgt, hvilke skuespillere, de helst så genoptage deres berømteste roller. Der var et flertal, der stemte på Clint i rollen som Dirty Harry. Warner Bros. stod straks klar med pengene og alle remedierne, men det varede noget, inden et tilfredsstillende manuskript lå klar.


Skyder, før han spørger
Harry Callahan er som sædvanlig i krig mod sin chef Briggs (Bradford Dillman), der hele tiden råber og skriger ad ham, fordi han synes, dét Harry gør er tåbeligt gammeldags. Harry har sine helt faste holdninger. Han holder fast ved sin .44 Magnum (der dog for første gang i Dirty Harrys historie bliver suppleret af en .44 Magnum automatic), han skyder, før han spørger, og han er ikke bleg for at svare igen – især ikke sin chef.

Altid svar parat

Harry har altid et sarkastisk, iskoldt svar parat. Og man forstår godt hans vrede: Briggs tvinger Harry til at tage på "ferie" et par dage for at komme lidt væk fra det hele. Men som man nok kan regne ud, bliver disse dage ikke ligefrem præget af afspænding og yoga.

Fanatisk hævntørst
En bande fanatiske hærværksudøvere vil nemlig hævne sig over Harry og kaster benzinbomber ind i hans bil, og en gruppe jakkesætsklædte mafiamænd (udstyret med tre meter lange maskingeværer) er ude på at slå ham ihjel én gang for alle.
 

Chefbrok igen igen

Så nu kan chefen på afstand brokke sig endnu mere over Harrys gøren og laden. Harrys er imidlertid også på "ferie" i embeds medfør: En mand er fundet død i sin bil med en kugle i skridtet og en mellem ørerne...
 

Barske flashbacks

"Sudden Impact"s action-muntre stemning er vanskeligt forenelig med mistanken og intensiteten i Sondra Lockes rollefigur Jennifer Spencer og dét voldsomme overgreb, hun og hendes søster tilsyneladende har været udsat for. Denne historie får vi fortalt i temmelig barske flashbacks.

Alt for overspændt
Selvom filmens kvindelige hovedperson er en stærk og original type, der agerer på en typisk maskulin måde, fungerer ideen ikke i de færdige scener. Stemningen bliver i perioder overspændt og kammer fuldstændig over – og især slutningen er storslem.

Moralske overvejelser

Spændingen i filmen drejer sig ikke så meget om drabene og Harrys opklaringsarbejde, som den omhandler Harrys følelser for den kvinde, han har forelsket sig i. Da han har opdaget hendes sande jeg, vil han mon så holde hånden over hende?

Grundigt arbejde
Som instruktør arbejder Clint Eastwood meget grundigt med hver scene, og det er indimellem en nydelse at lade sig føre med af de blide og inspirerende kamerabevægelser, der kendetegner store dele af filmen. Clints Dirty Harry-skuespil tangerer nogenlunde de tidligere film, men (som han selv har udtalt det), havde Harry-filmene så ikke allerede overlevet sig selv?

Overspillede skurke
Sondra Locke spiller pænt, i hvert fald det meste af tiden, og de fleste biroller har et vist indhold. Desværre er næsten alle skurkene alt for overspillede, hvilket er forstyrrende.

Legendarisk replik
Det er i denne film, Eastwood har den legendariske replik: "Go ahead, make my day". Han vidste allerede, da han læste Joseph C. Stinsons manuskript første gang, at disse ord ville blive filmens nøglereplik. I årene efter "Sudden Impact" var Clint plaget af, at alle omkring ham misbrugte replikken og forbandt ham hundrede procent med den.