The Dead Pool (1988)

    San Francisco-betjenten Harry Callahan sættes på flere umulige opgaver, der overkommes takket være snedighed og handlekraft.


    SIDSTE MØDE MED DIRTY HARRY

    Dirty Harry-filmene:
    Dirty Harry (1971)
    Magnum Force (1973)
    The Enforcer (1976)
    Sudden Impact (1983)
    The Dead Pool (1988)

    I denne femte af fem "Dirty Harry"-film er betjenten Harry Callahan (Clint Eastwood) blevet sat på en dødsliste. Denne blev opfundet af en kult-B-filminstruktør og hans filmhold som en joke, men en fanatisk morder gør alvor af at myrde alle dem, der står på instruktøren Peter Swans (Liam Neeson) liste. På denne liste står – udover Callhan – også flere berømtheder.

    Lokal berømmelse
    Harry har vundet lokal berømmelse ved at vidne en retssag mod mafiaen, og nu kan han ikke længere arbejde uden at blive overfaldet af hungrende journalister. En af de mest nærgående er Samantha Walker (Patricia Clarkson), der har en drøm om at filme en reportage om Harrys liv.

     

    Nærgående stil

    Hendes nærgående stil afskrækker i første omgang Harry, men efterhånden blotter hun nogle af sine mere "almindeligt kvindelige" kvaliteter, og dét giver bonus...

    Lige på og hårdt
    "The Dead Pool" går lige på og hårdt med rendyrket action. Sommetider fungerer det underholdende, men oplevelsen er hovedsageligt halvhjertet. Manuskriptet er for tyndt, og hverken Clint Eastwood eller instruktør Buddy Van Horn har haft mulighed for at skabe noget særligt ud fra det.

    Medrivende biljagt
    Van Horn instruerer dog det halvhjertede materiale klogt, så der trods alt er kommet både æstetik og spænding med i filmen. Et godt eksempel på dette er biljagten, der må siges at være et absolut højdepunkt! Den er både vanvittigt morsom og nervepirrende – og desuden original. Hér hopper der virkelig i sædet!

    Flad historie
    Clint Eastwoods relativt få gode replikker kan ikke opveje den ellers flade historie. Patricia Clarkson er passabel som kæk journalist og filmens kvindelige hovedperson. Liam Neeson har en utaknemmelig og alt for unuanceret rolle. Mere interessant er det at se Jim Carrey i dennes første "rigtige" filmrolle som stofmisbrugende rockidol. Det var Clint, der opdagede Carrey, og han gav ham også en lille rolle i Pink Cadillac (1989).

    Grumsede scener
    Slåskampsscenerne er mærkeligt "grumset" filmet og desuden larmende ud over al normalitet. Nu er det vist også på tide at lade Harry gå på pension – dette var egentlig Clints idé allerede efter den tredje film i serien, men nogle mente noget andet.



    Anmeldt i 1996 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    1988, USA, Action, Krimi, Seriemordere, Mystik, Biler på film, Skibe på film, 91 min.

    Dansk titel: Dødsspillet
    Instr: Buddy Van Horn Prod: David Valdes Manus: Steve Sharon Baseret på: karakterer af Harry Julian Fink og Rita M. Fink Foto: Jack N. Green Klip: Joel Cox, Ron Spang Mus: Lalo Schifrin