4240 filmanmeldelser
Philm.dk
Avanceret søgning

Dirty Harry
En særlig hårdhudet betjent får en sag tæt ind på livet og giver ikke op før sidste blodsdråbe.
ACTIONKRIMI AF HØJ KLASSE
Dirty Harry-filmene:

Dirty Harry (1971)
Magnum force (1973)
The enforcer (1976)
Sudden impact (1983)
The dead pool (1988)

Da anmelderne i julen 1971 modtog "Dirty Harry" i de amerikanske biografer var det med blandede følelser. En enkelt anmelder gik så vidt at kalde filmen for "fascistisk", hvilket må siges at være en voldsomt overdrevet beskyldning.

Rå fremstilling
Lige meget hvor meget man måtte have at indvende mod filmens rå fremstilling af volden, kunne man dog ikke komme uden om, at "Dirty Harry" var en udmærket genrefilm. Publikum elskede den. Og det er ikke svært at forstå.

Kamp på liv og død
"Dirty Harry" handler i al sin enkelthed om en kamp på liv og død mellem den psykopatiske massemorder Scorpio og detektiven Harry Callahan, der er utilfreds med sit job men alligevel besættes af tanken om at kunne eliminere sin modpart.

Imellem Harry og Scorpio står politiets og bystyrets bureaukrati, der ganske imod Harrys personlige instinkter vælger at føje morderen og hans krav om penge i stedet for lige med det samme at sætte hele politistyrken ind på at fange ham.

Udspekuleret
Harry vælger at bruge sin fritid til at følge efter morderen for på den måde at komme ham til livs, men Scorpio er en udspekuleret rad, der ikke agter at blive stukket ned bagfra.

Harry bliver sendebud for politiet, da de krævede $200.000 skal bringes til morderen. Scorpio koster Harry rundt i San Franciscos gader fra telefonboks til telefonboks. Hvis ikke Harry når at tage telefonen, inden den har ringet fire gange, så dør den 14-årige pige, han har taget til fange.

Scorpio dirigerer Harry ind i en mørk park, hvor han slår ham ned, men i stedet for at løbe af sted med pengene, flygter Scorpio skrigende med en kniv i benet.

Hektisk kamp
Herefter starter en hektisk kamp om rettigheder. Harry har fundet frem til morderens tilholdssted under et forladt fodboldstadion og tvinger ham til at fortælle, hvor han har gemt pigen. Det er ikke noget, myndighederne bryder sig om.

Der er intet, ifølge reglerne, der giver Harry ret til at lemlæste og krænke en mistænkt. Scorpio har med vilje, i bedste koldblodige stil, ladet sig gennembanke af en hidsig neger for at få det hele til at se meget værre ud.

Harry lægger ikke skjul på, hvor han kunne tænke sig at stikke morderens rettigheder hen, men trods alle protester kan morderen uden videre gå fri ud fra hospitalet.

Mesterligt orkestreret
Don Siegel er en mesterlig filmisk orkestrator, og "Dirty Harry" er ingen undtagelse. Opbygningen af historien, de tekniske indstillinger og de mange spændingsmættede scener er ganske enkelt perfekte.

Funklende skuespil
Læg dertil en række flotte skuespillerpræstationer. Præsentationen af Dirty Harry Callahan i filmens første tredjedel er medrivende og original. Hans ufrivillige sammensmeltning med kollegaen Chico er beskrevet med den særlige humor, der kendetegner Harry som person.

Ensom mand
Harry er en ensom mand, der egentlig ikke bryder sig om politiarbejdet, men han kan ikke finde på noget, der passer bedre til ham. Ret sent i filmen får vi at vide, at hans kone døde i en trafikulykke en del år tilbage.

Hektisk tempo
Jagten på morderen beskrives i et hektisk og drønspændende tempo, krydret med originale indfald og velovervejede sidespring i historien - det er alt sammen med til at placere "Dirty Harry" blandt de allerbedst gennemførte kriminalfilm.

Meget høj kvalitet
Filmen er generelt af meget høj teknisk kvalitet, men en række scener markerer sig ekstra stærkt. Scenen hvor Harry jager Scorpio midt ud på det forladte stadion og sætter alle spots på er helt sublim. I en af de sekvenser, der i filmens begyndelse forklarer (også overfor den nysgerrige makker), hvorfor Harry kaldes for "Dirty", ser vi, hvorledes Harry stiger til vejrs i en kran for at forsøge at tale en selvmordskandidat til fornuft.

Stemningsfuldt
Det lykkes med hiv og sving. Denne sekvens er fortalt i velovervejede billeder, med en stemningsfuld belysning. Clint instruerede selv sekvensen, da Don Siegel var lidt forkølet. Musikken af Lalo Schifrin er allerede legendarisk. En bragende original tone.

"Dirty Harry" må siges at være en stor klassiker indenfor sin genre. Det var også den film, der endeligt betød det helt store gennembrud for Clint Eastwood.
Anmeldt i 1994 af Tobias Lynge Herler
© philm.dk 1992-2016
Udskriftsvenlig udgave
Dirty Harry

Karakter: 6 ud af 7Karakter: 6 ud af 7Karakter: 6 ud af 7Karakter: 6 ud af 7Karakter: 6 ud af 7Karakter: 6 ud af 7Karakter: 6 ud af 7
Fakta om filmen
1971, USA, Krimi, 97 min
Dansk titel: Dirty Harry
Instr: Don Siegel Prod: Don Siegel  Manus: Harry Julian Fink, R.M. Fink, Dean Riesner, John Milius  Foto: Bruce Surtees  Klip: Carl Pingitore  Mus: Lalo Schifrin  
Medvirkende:
Clint Eastwood (Harry Callahan)
Reni Santoni (Chico)
Andy Robinson (Scorpio)
Harry Guardino (Bressler)
John Mitchum (DeGeorgio)
John Larch (Chief)
Woodrow Parfrey (Mr. Jaffe)
Josef Sommer (Rothko)
Craig Kelly (Sgt. Reineke)
Et V angiver en særlig god præstation.
Et % angiver en særlig ringe præstation.