Monty Python's Life of Brian (1979)

    En lettere forvirret mand forveksles med selveste Jesus og må så grueligt mange prøvelser igennem.


    GENIAL RELIGIONSSATIRE

    De tre Monty Python-spillefilm:
    Monty Python and the Holy Grail (1975)
    Monty Python's Life of Brian (1979)
    Monty Python's The Meaning of Life (1983)

    Gennemført direkte genialt tåbelig crazy-komedie, der i ægte Monty Python-stil i hver eneste scene indeholder små finurligheder af hjertelig, politisk ukorrekt og gennemskærende humor.

    Inspireret af Bibelen
    Denne gang parodieres Jesus' liv, og sommetider følger filmen næsten slavisk Bibelen. For det meste er "Life of Brian" dog blot inspireret af de hellige skrifter.

    Ganske almindelige, småbøvede Brian
    Brian (Graham Chapman) er en ganske almindelig, lidt småbøvet ung mand, der forsøger at føre en acceptabel tilværelse midt i det støvede Nazareth. For at kunne det, er det nødvendigt at melde sig ind i forskellige fronter og vise politisk gåpåmod.

     

    Forkert bøjede verber

    Så Brian melder sig ind i "Det Jødiske Folks Front" og bliver prompte sat til at male skældsord om romerne på en åben plads. Romeren, der griber ham i grafittimalingen, er dog ikke vred over ordene – men over, at Brian ikke har bøjet de latinske verber korrekt!

    Brian er frelseren
    Siden, da Brian tilfældigt dumper ned i en folkemængde, ser de ham straks som Frelseren og forfølger ham, selvom han ihærdigt forsøger at få dem til at gå. Han taber en sandal, hvilket folket – naturligvis – ser som et tegn på, at han er frelseren.

     

    Brokker sig altid

    Brians mor brokker sig altid over, at de unge kun tænker på sex, hvorefter hun går til de romerske herrer med en opfindsom entusiasme. Og så er der de omtrent 50, der skal korsfæstes, heriblandt Brian. For at komme ud til korset, skal de forbi en kælen, krøltoppet herre, der venligt spørger, om vedkommende skal korsfæstes… "Godt, på venstre hånd, ét kors hver…".

    Geniale morsomheder
    Der er ikke andet end geniale morsomheder i denne film. Og hermed bæres der fuldt og helt over med, at ikke alle detaljer hænger lige godt sammen.



    Anmeldt i 1992 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026