Monty Python and the Holy Grail (1975)

De tre Monty Python-spillefilm:
Monty Python and the Holy Grail (1975)
Monty Python's Life of Brian (1979)
Monty Python's The Meaning of Life (1983)

Det kræver en veludviklet (og særpræget) sans for humor, et skarpt og opmærksomt blik, samt en skammel at smække benene op på, når der skal ses Monty Python-film. Der er nemlig små, brillant humoristiske indslag snart sagt konstant, og det er så vidunderligt skørt, at mange vil falde pladask for den dybt naive fortælling.

Rablende vanvid
En flok rablende gakkede riddere, hvis "heste" består af to kokosnødder, der slås mod hinanden, skal finde den hellige gral. Men endnu mere gale mennesker – og væsener – forsinker korstoget!
 

Ikke let at være ridder

Det er fx slet ikke let at være ridder, når man bliver hånet, fordi man ikke kender vægten på en sydalbansk svale – for derefter at blive bombarderet med heste, køer, grise og får... og høns... fra tyve meters højde.

Komplet sort humor
Det allerbedste ved Monty Pythons humor er, at den er komplet sort og aldrig er helt til at stole på. Således er filmen på én gang både bizar, vulgær, blasfemisk, pervers og dybt grotesk. I det hele taget overskrides alle gældende grænser.

Kugleskørt skuespil
Den vidunderlige iscenesættelse og det kugleskøre skuespil skaber den helt rette stemning. Klarhed og tæt tåge er mikset i uskønt begavet forening, og tilskueren befinder sig midt i denne kombination, både tiltrukket og lammet af den opfindsomme genialitet.