Monty Python and the Holy Grail (1975)

    Håbløst dumme riddere tilbagelægger mil efter mil til 'hest' for at finde den hellige gral.


    MORSKAB FOR HELE SLANTEN

    De tre Monty Python-spillefilm:
    Monty Python and the Holy Grail (1975)
    Monty Python's Life of Brian (1979)
    Monty Python's The Meaning of Life (1983)

    Det kræver en veludviklet og særpræget sans for humor, et skarpt og opmærksomt blik, samt en skammel at smække benene op på, når man ser Monty Python-film. Der er små brillante humoristiske indslag snart sagt konstant, og det er så vidunderligt skørt, at man falder pladask for den dybt naive fortællestil.

    Rablende vanvid
    En flok rablende sindssyge riddere, hvis "heste" består af to kokosnødder, der slås mod hinanden, skal finde den hellige gral. Men endnu mere gale mennesker - og væsener - forsinker korstoget!
     

    Ikke let at være ridder

    Det er fx slet ikke let at være ridder, når man bliver hånet, fordi man ikke kender vægten på en sydalbansk svale for derefter at blive bombarderet med heste, køer, grise og får og høns fra tyve meters højde.

    Komplet sort humor
    Det allerbedste ved Monty Pythons humor er, at den er komplet sort og aldrig er til at stole på. Således er filmen på en gang både bizar, vulgær, blasfemisk, pervers og dybt grotesk. I det hele taget overskrides alle gældende grænser.

    Kugleskørt skuespil
    Den vidunderlige iscenesættelse og det kugleskøre skuespil skaber den helt rigtige stemning. Klarhed og tæt tåge er mikset i uskønt begavet forening, og tilskueren befinder sig midt i denne kombination, både tiltrukket og lammet af den opfindsomme genialitet.



    Anmeldt i 1992 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018