Jack Reacher: Never Go Back (2016)

Sammenhængende film:

Jack Reacher (2012)

Jack Reacher: Never Go Back (2016)

Uinspireret og bundforudsigelig opfølger i Jack Reacher-regi: 2’eren er uden ret meget glimt i øjet og står reelt stille i sin egen stereotypiske omgang med karakterer og actionplot.

Lille mand med stort potentiale

Tom Cruise er endnu engang den lille mand med det store potentiale. Er han trængt op i en krog, finder han altid en udvej, og hvis ikke der er en udvej, finder filmen en til ham – og helst i sidste øjeblik.

Potentielt familiekoncentrat

Den helt store psykologiske spænding tilføres med et potentielt familiekoncentrat. Kan det tænkes, at den rebelske og møgirriterende lille teenagepige i virkeligheden er dén datter, Reacher aldrig har kendt? Svaret blafrer i det åbne lige til filmens slutning.

Pæn intensitet

Actionkoreografien fremstår professionelt, og der opstår bestemt scener af pæn intensitet, når kamp/flugt-tematikken med overmenneskelig overbygning rigtig kommer i omdrejninger.

Frygter ingenting

Reacher frygter reelt ingenting, måske er det også derfor, der mangler lidt kant i det gennemsnitlige plot. Der er ikke rigtig noget sved i håndfladerne, for løsningerne opstår af sig selv, når Reacher er så usårlig – og det bliver kedeligt for tilskueren.

På cruise control

Når filmmusikken sætter ind, er det med vulgært eftertryk. Cruise spiller på cruise control, og der er ikke ret mange interessante spillere på rollelisten, der kan yde ham et ellers hårdt tiltrængt modspil.

Overfladiske skrammer

Hele pakken af fladpandet skrevet skurketypegalleri figurerer fra ende til anden. Der hersker ikke på noget tidspunkt tvivl om, at Reacher klarer dem alle uden selv at få andet end overfladiske skrammer.