Mifunes sidste sang (1999)

De danske dogmefilm:
Festen (1998)
Idioterne (1998)
Mifunes sidste sang (1999)
The King is Alive (2000)
Italiensk for begyndere (2000)
Et rigtigt menneske (2001)
En kærlighedshistorie (2001)
Elsker dig for evigt (2002)
Se til venstre der er en svensker (2002)
Forbrydelser (2004)

Den tredje dogmefilm, Søren Kragh-Jacobsens "Mifunes sidste sang", er intens og atmosfærefyldt til bristepunktet ligesom sine to første "brødre" i dogmefilm-serien. Imponerende nok er vi endnu engang vidner til noget nyskabende i dansk film... Hele tre gange i træk har dogmerne vist sig at være en ualmindeligt genial idé.

Københavnerstress
"Mifunes sidste sang" begynder i den københavnske stress, hvor den unge karrieremand Kresten (Anders W. Berthelsen) netop har giftet sig med sin chefs datter. Hun, Claire (Sofie Gråbøl), er en overgearet og fordomsfuld kvinde.

En stor nyhed

Hidtil har Kresten bildt alle i sin omgangskreds ind, at han ikke har nogen familie, så da mobiltelefonen ringer med besked fra Lolland om, at hans far er død, kommer det selvsagt bag på mange – i særlig grad Claire, der er ved at gå amok over nyheden.
 

Faldefærdigt Lolland

Kresten er nu nødt til at drage til farens faldefærdige bondegård på Lolland. For det er ikke kun et spørgsmål om at få faren begravet. Tilbage på bondegården bor Krestens retarderede bror Rud (Jesper Asholt).

Samuraileg
Kresten og Rud genfinder hinanden – og alle opgør og frustrationer. En gammel leg fra barndommen, hvor Kresten klæder sig ud som samuraien "Mifune" og stormer brølende op fra kælderen, genoptages. Kresten indser, at han ikke bare kan lade Rud blive alene tilbage på Lolland, mens han passer sin karriere i København, så han sender bud efter en husbestyrerinde.

Baggrund som prostitueret

Husbestyrerinden Liva Psilander (Iben Hjejle) viser sig at være langt yngre (og kønnere) end først antaget. Mange bitre opgør venter forude, og forholdene bliver kun yderligere komplicerede, da Liva henter sin umulige lillebror Bjarke (Emil Tarding) til Lolland, fordi han har gjort sig uheldigt bemærket i skolen...

I en klasse for sig

Anthony Dod Mantles fotografering må (med dogmebegrebernes begrænsninger in mente) siges at være i en klasse for sig. Det er lykkedes ham at holde tungen lige i munden for i lange perioder at holde kameraet i pæn ro.

Visuelt rolig
Netop derfor er "Mifunes sidste sang" den visuelt roligste af de tre første dogme-filmoplevelser. Instruktør Søren Kragh-Jacobsen har udnyttet begreberne på en anderledes måde, men stadig fuldt ud "lovligt".

Skuespil i en klasse for sig
Skuespillet er, som det har været kendetegnende gennem de fleste dogmefilm, i en klasse for sig. Anders W. Berthelsen funkler som aldrig før i filmens krævende hovedrolle. Iben Hjejle havde i denne film endnu uskyldens naturlige udstråling. Jesper Asholt spiller enfoldig på et tilpas jordnært og roligt plan, så rollen ikke bliver for dominerende eller generende.

Funklende biroller
Og som lillebroren Bjarke lyser unge Emil Tarding op i en blændende præstation. Alle biroller er stærke i deres udstråling: Torben Jensen som kronisk liderlig gammel gris, Anders Hove som usandsynligt utiltalende gammel alkoholiker fra Lolland, Paprika Steen som Livas jævnt uforstående luderveninde i København – og Sofie Gråbøl som flintrende uforstående overklassekvinde.

Fornyelse og originalitet
Overbevisende er det at opleve, at dogmefilmene ikke nødvendigvis behøver at ligne hinanden. Lighedspunkterne er der, men fornyelsen, originaliteten og særpræget lyser flot og selvstændigt i "Mifunes sidste sang".