Dekalog, osiem (1990)

Sammenhængende i denne serie:

Dekalog, jeden (1990)

Dekalog, dwa (1990)

Dekalog, trzy (1990)

Dekalog, cztery (1990)

Dekalog, piec (1990)

Dekalog, szesc (1990)

Dekalog, siedem (1990)

Dekalog, osiem (1990)

Dekalog, dziewiec (1990)

Dekalog, dziesiec (1990)

I Krzysztof Kieslowskis snu iscenesættelse bliver Bibelens ottende bud – Du må ikke sige falsk vidnesbyrd imod din næste – til et opgør med fortidens spøgelse.
 

Kendt og respekteret

Dn ældre kvindelige etikprofessor ved universitet i Warszawa, Zofia,  har et godt omdømme og er kendt og respekteret af alle. Hun underviser for fulde auditorier, og en dag får hun en ekstra elev, da dén kvinde, der har oversat hendes bøger til engelsk, kommer på besøg fra USA.

Noget på hjerte

Kvinden, Elzbieta, viser sig at have noget på hjerte, og efter et oplæg fra en af de studerende, konfronterer hun Zofia med en historie fra 2. verdenskrig, hvor Zofia undlod at hjælpe en lille jødisk pige – Elzbieta.

Samvittighedskvaler
Zofia har i mange år haft store samvittighedskvaler over episoden. Nu da hun oplever, at kvinden trods alt er i live, er hun meget ivrig efter at passe på hende og forsøge at samle al sin energi omkring det spøgelse, der har hjemsøgt hende i årevis.
 

Skæbnesvangre forandringer

Kieslowskis Dekalog-film er alle film, der udforsker Bibelens påbud uden at gøre det i bogstavelig forstand. Ligesom de syv foregående film i serien, er "Dekalog, osiem" en lignelse med sin brug af skæbnesvangre forandringer, familietabuer og social uro.
 

Retfærdigheder og uretfærdigheder

Den ottende film er i Kieslowskis egne ord en film om retfærdighed og uretfærdighed. Professoren Zofia er offer for bagvaskelse, skønt den ikke direkte vedrører hende. Hele hendes liv har været præget af samvittighedsnag, og det er alt, hvad hun har tilbage fra fortiden.

Forløsningen skimtes
Selv de steder, der har betydet noget for hende, er lidt efter lidt blevet ødelagt. Man har stjålet hendes minder fra hende. Efter 40 år, da Elzbieta kommer, skimter hun forløsningen. "Jeg tror på den sammenkædning, man finder hos Dostojevski – fra forseelse over tilgivelse til forløsning. Forseelsen er et nødvendigt onde: Den bringer os ud af ensomheden og skaffer os forståelse."
 

Frygt og forløsning

"Dekalog, osiem" er en meget fortættet og intim historie, der går under huden på den forslåede professor og de mange svære år, hun har gennemlevet. Spillet mellem hende og Elzbieta, der kommer til hende i en blanding af frygt og forløsning, er filmens intense omdrejningspunkt.

Den store smerte
I ofte uhyggeligt detaljerede nærbilleder og med skarpt rettet lys portrætterer Kieslowski kvindens store smerte og tilbageholdte frustration. Nu får hun lejlighed til at bryde ud af den uhyggelige tilstand, hun har befundet sig i så længe.
 

Meget langsomt tempo

Tempoet er langsomt, det langsomste hidtil i Dekalog-serien, og stilen er nærmest som et kammerspil, et langt personligt opgør med fortiden, der aldrig får nogen hverken personlig eller filmisk forløsning, og som sådan forbliver en tung og lidt langtrukken oplevelse.