The Towering Inferno (1974)

    Der udbryder brand i et gigantisk højhus uden reelle flugtmulighder for menneskene på de øverste etager.


    KATASTROFE EN MASSE

    Tematisk beslægtede 70’er-film:
    Airport (1970)
    The Poseidon Adventure (1972)
    Earthquake (1974)
    The Towering Inferno (1974)

    Forståeligt nok blev denne katastrofefilm i 1974 nomineret til i alt otte Oscars, hvoraf tre blev vundet: Bedste fotografering, bedste klipning og bedste sang. I '74 var denne produktion uden tvivl fantastisk og overvældende med et hav af flotte visuelle effekter og frem for alt masser af vellykket spænding. Det er 70ernes svar på Die Hard (1988).

    Oplevelse i stereo
    Utroligt nok er filmen indspillet i stereo, hvilket er en ekstra god ting for sådan en type film. Der er fart over feltet hele tiden, og John Williams' musik samt de mange lydeffekter giver en langt større effekt i stereo, selvom det er en forholdsvis primitiv 70'er-udgave.

    Ikke nok med at den tekniske side er flot og effektiv. "The Towering Inferno" er også spækket med stjernenavne som Paul Newman, Steve McQueen, William Holden og Faye Dunaway. Selvom rollerne er meget firkantede, er skuespillet alligevel godt over hele linjen.

    Tre timers spænding
    Filmen udgør næsten tre timers intens spænding. Katastrofer er spændende på film, og det er knaldgod underholdning. Men ind imellem kommer den typiske 70'er-romantik, hvor der pludselig er et ægtepar, der, isoleret fra katastrofen omkring dem, diskuterer kærlighed og kildevand, underbygget af sød musik.

    Det passer ligesom ikke rigtig ind i en spændingsfilm som denne. Men det var åbenbart ulovligt at lave denne genre film uden ophold i spænding og død dengang.

    En ny 135-etagers skyskraber indvies med en fest, hvortil over 300 er inviteret. Det er verdens hidtil højeste bygning, men der er ikke rigtig blevet taget sikkerhedshensyn nok.

    Katastrofen lurer
    Således lurer katastrofen, da en brand, forårsaget af en fejlinstallering i det elektriske system, bryder ud på 81. etage. Godt nok er der over 50 etager op til festen, men ilden viser sig at være ustoppelig, og snart er elevatorerne ukampdygtige.

    Snart ankommer alle byens brandfolk, og de klatrer op for at hjælpe de mange mennesker, men snart er det for sent, og man bliver nødt til at indse, at ikke alle kan overleve infernoet.

    Vammel indledning
    Filmen indledes af en uudslukkeligt vammel tekst: "Denne film er dedikeret alverdens brandmænd, der er villige til at sætte deres liv på spil for andres skyld." Man fristes til at tilføje "I'm William Shatner, join me next week for more true stories on Rescue 911".

    Men efter denne katastrofale indledning er der ikke mange ophold i intensiteten og spændingen, så det er absolut en stærk glem-alt-omkring-dig-kedsomhedsslukker.

    På mange måder kan filmens handling minde om katastrofen, der indtraf 27 år senere i New York, den 11. September 2001.



    Anmeldt i 1998 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019

    Fakta om filmen

    1974, USA, Action, Thriller, Drama, Katastrofefilm, 165 min.

    Dansk titel: Det tårnhøje helvede
    Instr: John Guillermin Prod: Irwin Allen Manus: Stirling Silliphant Foto: Fred Koenekamp, Joseph Biroc, Jim Freeman Klip: Harold F. Kress, Carl Kress Mus: John Williams
    Priser
    • AAN - Bedste Film
    • AAN - Bedste Birolle Skuespiller (Astaire)
    • AA - Bedste Fotografering
    • AA - Bedste Klipning
    • AAN - Bedste Musik
    • AA - Bedste Sang
    • AAN - Bedste Scenografi
    • AAN - Bedste Lyd
    • GG - Bedste birolleskuespiller (Astaire)
    • GG - Bedste debutant (Flannery)
    • GG-N - Bedste birolleskuespiller (Jones)
    • GG-N - Bedste manuskript
    • GG-N - Bedste originale sang ("We May Never Love Like This Again")