Mafiaen – det er osse mig! (1974)

Sammenhængende film:
Mig og mafiaen (1973)
Mafiaen – det er osse mig! (1974)

"Mafiantastiske Dirch," skrev en anmelder i sin anmeldelse af denne helt åbenlyse opfølger på Dirch Passer-multiforklædningskomediesuccesen fra året før. Endnu en mafiaironiserende Henning Ørnbak-film og igen med manuskript af Lise Nørgaard. Disse to film var blandt meget få, som Lise Nørgaard skrev manuskript til – resten af hendes bidrag var til de kendte tv-produktioner Matador og Huset på Christianshavn.

Den første films umiddelbarhed og mere letløbende plotlinje savnes, men der er stadig rigeligt at fornøje sig over. Blandt andet det herlige tidsbillede af 1970’er-København, der i lighed med Olsen-banden-filmene har fuld fokus på bilerne – og så er de vanvittige kostumer i sig selv farvestrålende nok til at lyse over den let vaklende iscenesættelse.

I den anden film om fidusfyren Victor "Viffer" Hansen (Dirch Passer) er der mere satire og mindre sammenhængskraft i historien, og løjerne forfalder hurtigt til outrerede (person)tegninger, der ikke rigtig får antændt lunten. Viffer er blevet involveret i mafiaens affærer. Da Mafiabossen Don Luigi (Freddy Albeck) vil have ham gift med sin rædsomme datter (Jytte Abildstrøm i en veloplagt birolle), stikker han af, og det lykkes ham efter mange genvordigheder ovenikøbet selv at score udbyttet af et stort svindelnummer.

Undervejs er Viffer i forbindelse med sin kammerat, den tilnærmelsesvis udviklingshæmmede Valde Sørensen (Preben Kaas), der gerne hjælper med at trykke falske pengesedler. Siden havner Viffer på den lukkede afdeling, fordi han går i dametøj! Denne anbringelse er filmens klart sjoveste indslag, ikke mindst fordi Ulf Pilgaard her leverer en pragtpræstation som den udiagnosticeret vanvittige psykiatriske overlæge Gudmund Brikse, komplet med geniale nervøst tvangsprægede snøfte/ansigtsvridninger.

Dirch selv får ikke nær så god lejlighed til at skeje rigtig vellykket ud, men et par ømme forklædninger og heraf følgende aparte situationer bliver det da til. Preben Mahrt er ganske finurlig i birollen som arabisk sheik, hvis mærkværdige gryntelyde gør det ud for sprog – straks oversat af hans beredvillige tolk.