Queer as Folk [1] (1999)

    To gode gamle venner, der begge er bøsser, kommer på glatis, da den 15-årige Nathan kommer imellem dem med sit iltre nyudsprungne væsen.


    FARVERIG HOMO-INDSIGT

    Sammenhængende i denne serie:
    Queer as Folk [1] (1999)
    Queer as Folk [2] (2000)

    Indædte homofober kan begynde hér. Der er dog lige stor chance for, at de bliver "omvendt", som der er risiko for, at de bliver endnu mere fobiske. 1. sæson af britiske "Queer as Folk" beskriver nemlig homoseksuelle og "miljøet" ganske fordomsfrit, men samtidig også med visse stereotyper – alt i alt ganske troværdigt!

    Hektiske tilværelser
    De snart 30-årige venner Stuart (Aidan Gillen) og Vince (Craig Kelly) lever et hektisk liv i Manchester – på hver deres måde. Stuart har altid været den helt store scorekarl, og han har evig og altid sex med alle mulige fyre. Imens ser den lidt mere forsigtige Vince til fra sidelinjen. Han har aldrig prøvet det vilde på en skibsbriks... og er vist heller ikke meget for det.

    Hektisk seksuel debut
    En aften samler Stuart den 15-årige Nathan (Charlie Hunnam) op i homomiljøet og tager ham med hjem til en hektisk seksuel debut. Det bliver begyndelsen til et umætteligt begær fra den unge knægt, der blomstrer op som nyudsprunget gayboy.

    Fantastisk galleri
    Et fantastisk galleri af bipersoner folder sig ud over sæsonens otte afsnit af hver godt en halv times varighed. Hver person former en egen identitet i serien, så der ikke er en eneste person, der fremstår som ligegyldig.

    I levende live
    Manuskriptforfatter Russell T. Davies har en fantastisk evne til at tilføre rollefigurerne liv i det, de gør, og det, de siger – og det bliver heldigvis forstærket af de mageløse skuespillere, der portrætterer dem i levende live.

     

    Selvsikker charmør

    Allerbedst er Aidan Gillen som den selvsikre charmør Stuart, som måske nok på overfladen er rå og målrettet, men som også er ganske skrøbelig. Craig Kelly er skøn som den lidt kejtede og tilbageholdende Vince, mens Charlie Hunnam er uden sidestykke – en rigtig lille energibombe.

    Eget sprog og univers
    Sæsonen opbygger sit helt eget sprog og univers, som giver den farve, identitet og charme. Et eksempel, mange tv-serier kunne lære en del af.



    Anmeldt i 2004 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025