Ozark [1] (2017)

Måske liiiige en kende for tæt på plottet i mesterserien Breaking Bad (tvs) (2008-13) serveres hér en fersk omgang kriminalfrustration viklet om kernefamilien Byrde. Jason Bateman, der også har instrueret omtrent halvdelen af episoderne i første sæson, spiller den Chicago-baserede finansielle rådgiver Marty Byrde. Han får et lidt for godt tilbud fra en mexicansk narkobagmand, og det løber snart helt af sporet.

Et spil på liv & død

Hvad der burde have været piece of cake-hvidvask af store dollar-summer bliver snart et spil på liv og død, og Byrde er tvunget til at flytte langt væk hjemmefra i et forsøg på at komme rigtig godt videre med det omfattende hvidvask.projekt. Hvis ikke han får styr på lommesmerterne, ryger han selv og familien nemlig nemt i svinget - han har selv set bagmanden i hårdhændet aktion.

Udkants-amerikansk grundstemning

"Ozark"s første sæson lykkes flot med hurtigt at etablere en udkants-amerikansk grundstemning. Ozark er en slags skærgår i Missouri, og her bor der selvfølgelig stort set kun bonderøve, som Marty nu må lære at sno om sin lillefinger. Den hektiske liv/død/penge-tematik formidles med bred pensel, så stilen bliver heldigvis ikke hverken overfortællende eller flakkende.

I lys lue

Sæsonen tager sig tid til at komme ind til de bagvedliggende nerver, pirker lidt ved dem og lader dem så bryde ud i lys lue. For der er meget på spil, hvilket Marty Byrde heldigvis tager med stoisk ro. Måske er den finansielle rådgivers pokerfjæs i virkeligheden hans allerbedste våben?

Kanter skal slibes

En række udviklinger i de ti episoder er ganske enkelt for fantastiske, og man køber ikke alle præmisser. Der er stadig kanter, der skal slibes, før "Ozark" når sit helt tydelige top-potentiale. Mange af skuespillerne er dog allerede fra start helt i sync med seriens fortættede form. Jason Bateman er i sit es, ligesom Laura Linney præsterer med kant i en rivende seriel karakterudvikling.

Anmassende musik

I mindre biroller imponerer især Harris Yulin som Byrde-familiens bonus-underbo Buddy Dieker. Desværre er mange af de højintense scener underkastet en irriterende og anmassende musikunderlægning, der nok forsøger at distingvere sig, men som i nogen udstrækning tager toppen af den dramatiske fornøjelse.