Fracture (2007)

    En succesrig ung advokat tager en tilsyneladende nem sag, hvor den hovedmistænkte har tilstået mordet på sin kone. Men sagen skal snart udvikle sig til en katten-efter-musen-leg.


    SAMVITTIGHEDS-FRAKTUR

    Gregory Hoblit iscenesætter hér en meget klassisk Hollywoodfilm, der effektivt blender lidt af alt det gode fra kriminal-, thriller- og dramagenren. Men det er først og fremmest i Anthony Hopkins hovedrollepræstation, at filmen har sin største udstråling.

    Mord uden at blinke
    Hopkins spiller den stenrige Ted Crawford, der netop har slået sin kone ihjel, fordi han har opdaget, at hun har en affære. Et skud i hovedet på klos hold uden at blinke. Da politiet et øjeblik efter står på adressen, er Ted ikke bleg for at indrømme sin ugerning og havner bag tremmer.

    Katten efter musen
    Men da retssagen skal til at begynde, viser det sig, at Ted er en særdeles udspekuleret rad. Han er nemlig klar over, at uden beviser kan han ikke dømmes. Så det bliver en mere kompliceret sag end ventet for den succesrige unge advokat, Willy Beachum. Hvad der så ud til at være en ekspeditionssag uvikler sig snart til en aparte katten-efter-musen-leg.

    Silkeblød perfektionisme
    Kramer Morgenthaus fotografering er silkeblød i en perfektionistisk framing med øje for detaljen. Fulgt til dørs af broderparret Jeff & Mychael Dannas stemningsmusik viser "Fracture" ingen ønsker om hverken at forny eller forstøve genrefilmens narrative konformiteten.

    Urklassisk udtryk
    Heri ligger det klassiske udtryk med fuld blus på Hollywood-dyderne og guf for den tryghedssøgende tilskuer. Men irritationsfaktorerne er ligeså anmassende og udmunder af samme fortællestils fastlåste mønster. Alt for meget tapet på lydsiden og en alt for pæn billedside.

    Hopkins i en klasse for sig
    Som nævnt er Anthony Hopkins i en klasse for sig. Der opstår en ganske særlig magi, når han er i billedet, og Ted Crawford-rollen låner lidt af Hannibal Lecter-psykopatien. En enkelt gang hvisler Hopkins karakteristisk mellem læberne, og flere gange blinker han velovervejet kontrolleret med det ene øje ad den unge advokat. Ted er på toppen!

    Mors dreng
    Ryan Gosling yder en pæn mors dreng-præstation, og der er talrige passable men småkedelige birollepræstationer fra bl.a. David Strathairn, Rosamund Pike og Bob Gunton - alle i klassisk skrevne juraroller.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024