Die Hard with a Vengeance (1995)

Sammenhængende film:
Die Hard (1988)
Die Hard 2 (1990)
Die Hard with a Vengeance (1995)
Live Free or Die Hard (2007)
A Good Day to Die Hard (2013)

Det svageste led i 1990'er-delen af "Die hard"-føljetonen er denne tunge 3’er, der slæber sig af sted uden ret meget elegance. Filmen har absolut sine humoristiske replikker og et overflødighedshorn af veltimet action at trække på. Herudover fremstår produktionen dog irriterende uforløst.

Manglende puls
Det er svært at sætte fingeren helt konkret på dén puls, der bare ikke er der i filmen: Er det noget i historien, der ikke holder, er det castingen af Jeremy Irons som skurk, der er lidt ved siden af? Der er nok tale om en kombination af en række fejlbedømmelser. I hvert fald fremstår 3'eren i helheden temmelig klodset.

Suspenderet...
John McClane (Bruce Willis) er suspenderet fra sit politiarbejde, men kaldes tilbage, da byen alligevel har hårdt brug for ham. En gådefuld bombegal mand med tysk accent (Jeremy Irons) er meget interesseret i at få fat i ham.

Umulige opgaver

Bombemanden viser sig at være bror til Hans Gruber fra den første film i serien, en mand, som McLane i sin tid smed ud fra 18. sal – med hovedet først. Som hævn kaster Grubers bror McClane og hans sorte hjælper gennem New York på de mest umulige opgaver.

Ikke nem at ryste

De to skal løse helt vanvittige gåder for at undgå, at bomber går af til højre og venstre for dem. Men naturligvis er McClane ikke så nem at ryste af pinden, og han giver bombemanden kamp til (og over) stregen.

Smittende humor
Filmen har en smittende humor i de mest pressede scener. Det hører sig til, at McClane obligatorisk siger "Er du medlem af Falck?" (i en dårlig dansk oversættelkse) til Jackson, da en dyr Mercedes er trillet rundt en tre-fire gange på jorden.

Omvendt racisme
En sjov(?) idé er det af vende den racistiske problematik om, så det er den sorte, der egentlig virker mest racefjendsk og hele tiden kommer med negative udbrud om hvide.

Festligt anslag
Filmen begynder ganske festligt med en meget morsom scene. Hele biografen letter af grin, når vi ser, hvilket skilt McClane har på maven, midt i Harlem – de sortes højborg i New York – nemlig "I Hate Niggers"...

Musikalsk voldtægt
Helt ude af proportioner er den ekstreme musikalske voldtægt, hvor Michael Kamen igen og igen og igen(!) skriver variationer over den berømte børnesang "The Ants Go Marching One by One".