Anja & Viktor (2001)

    Et ungt kærestepar kommer ud i det virkelige liv, og forholdet hænger straks i en tynd tråd.


    BANAL UNGDOMSFARCE

    Sammenhængende film i serien:

    Kærlighed ved første hik (1999)
    Anja & Viktor (2001)
    Anja efter Viktor (2003)

    Anja og Viktor – Brændende kærlighed (2007)

    Anja og viktor – i medgang og modgang (2008)

    Love at First Hiccup (2009)


    Tyndt og håbløst ligegyldigt: En ganske banal dansk ungdomsfarce, men alligevel også i en banalt forførende indpakning: Anja (Sofie Lassen-Kahlke) og Viktor (Robert Hansen) er blevet en smule ældre siden den første film og går hver især i overvejelser om at flytte hjemmefra. Da Anja får arbejde på et reklamebureau, kommer hun i kontakt med alle de "rigtige" og smarte, og snart har hun og veninden en lejlighed – de har kontakterne i orden.

     

    Forholdet i krise?

    Viktor vil gøre alt for at være i nærheden af kæresten, så han snyder sig til et arbejde som vicevært i hendes ejendom. Men det er ikke nødvendigvis lykken: Anja har nemlig samtidig svært ved at stå for de mange (mande)fristelser på arbejdet. Måske er forholdet i krise?

    En rigtig teenagehistorie
    Ungt og karikeret skuespil, et bestseller-soundtrack og en rigtig teenagehistorie i billeder fra det moderne liv er alle ingredienser, der gør filmen attraktiv hos særligt det unge publikum. Men filmen "fortjener" på en måde også at blive set af det unge publikums forældre eller bare andre, der har passeret de 19 år, om ikke andet så for at opleve, hvor nemt det har været for producenten Regner Grasten at tilfredsstille det store publikum i de danske biografer. Skuespillet er absolut svingende: Sofie Lassen-Kahlke har alvorlige problemer med at brænde igennem, og Robert Hansen spiller udelukkende på en kejtet-drenget charme.

     

    Pressen skrev...
    "Bedre end sin forgænger og tegner et mere troværdigt billede af nutidens ungdom" // "Forrige års sødeste kærestepar vender tilbage i en vellykket komedie" // "En ret morsom og velspillet ungdomskomedie" // "Trivial-produktion: Er langt ringere end sin forgænger, fordi den nye film mangler den skæve charme" // "Lovende takter skæmmes af hensynet til den brede popularitet" samt "Idéfattig og forudsigelig fortsættelse".


    Anmeldt i 2002 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026