Fast Five (2011)

    Gadedrenge med benzin i blodet og deres babes planlægger et stort røveri i Brasilien og samtidig et større opgør med narkobaroner.


    PROLETARTYNDE TRÅDE

    Sammenhængende film:
    The Fast and the Furious (2001)
    2 Fast 2 Furious (2003)
    The Fast and the Furious: Tokyo Drift (2006)
    Fast & Furious (2009)
    Fast Five (2011)
    Fast & Furious 6 (2013)

    Furious 7 (2015)


    Så er gaderacerdrengene og deres babes rykket til Brasilien, nærmere bestemt Rio, hvor den sammentømrede vennegruppe planlægger et større røveri. Så kan livet blive lidt lettere, og hovedpersonen Dominic Toretto kan bedre sno sig fra ordensmagten, der ellers gerne ser ham genindsat i det fængsel, han undslap, inden han ankom til det.

    Fladpandet action
    "Fast Five" er så sandelig mere af samme fladpandede actionskuffe som sine forgængere, men alligevel på niveau med 4’eren, der var seriens hidtil bedste og mest fokuserede indspark.

    Flot gengivelse af Rio
    5’eren vinder på sin flotte gengivelse af Rio og byens mange smalle og stejle gader og bliver således i høj grad et turistbillede, selvom det langt fra kun er de skønne sider af byen, man præsenteres for.

    Bedre fokus
    Og plottet er anelsen mere konsekvent actionpakket end i hvert fald de første tre film. Mere fokus på det egentlige rå budskab i stedet for alle intrigerne mellem de "rigtige mænd" og deres billedskønne duller. Således er der lidt færre brian-biler og lidt mere reel historie, og dét er klædeligt.

    Proletartynde tråde
    Helt ud af de proletartynde tråde kommer "Fast Five" dog langt fra, og særligt replikkerne er stadig urbøvede. Vin Diesel tilfører nødvendig tyrenakke-karisma i hovedrollen som Toretto, ligesom Paul Walker endnu engang lirer den af som gadedreng i svigermors drøm-kostume.

    Teknisk velkonstrueret
    Prisvindende for sine hektiske stunts udgør filmen godt to timers teknisk velkonstrueret action. Så overlever man bedre det støjende inferno af kæk-dum musik og blodstænkende hurtige snit i klippeteknikken.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    2011, USA, Action, Krimi, Thriller, 131 min.

    Dansk titel: Fast Five
    Instr: Justin Lin Prod: Vin Diesel, Michael Fottrell, Neal H. Moritz Manus: Chris Morgan Foto: Stephen F. Windon Klip: Kelly Matsumoto, Fred Raskin, Christian Wagner Mus: Brian Tyler