Forbrydelser (2004)

    En nyansat kvindelig fængselspræst får sin sag for, men den største udfordring kommer, da hun bliver uventet gravid.


    STÆRK DOGMEFILM

    De danske dogmefilm:
    Festen (1998)
    Idioterne (1998)
    Mifunes sidste sang (1999)
    The King is Alive (2000)
    Italiensk for begyndere (2000)
    Et rigtigt menneske (2001)
    En kærlighedshistorie (2001)
    Elsker dig for evigt (2002)
    Se til venstre der er en svensker (2002)
    Forbrydelser (2004)

    Også dogmefilm #10 er en stærk skildring af menneskelige følelser. Filmen besidder solide kvaliteter og er ikke sådan lige at ryste af sig.

    Under huden
    Annette K. Olesens "Forbrydelser" er historien om den nyuddannede teolog, Anna, der fristes af et vikariat på et fængsel. Selvom flere af de indsatte er så godt som utilnærmelige, lykkes det alligevel præsten at komme ind på livet af nogle af kvinderne.

    Særlige evner
    Der går rygter om, at den nyindsatte, Kate, har særlige evner, måske en særlig kontakt til Gud. Hun har bl.a. ganske effektivt gjort en af fængslets stofmisbrugere stoffri. Den nye fængselspræst mærker første gang Kates særlige evner, da Kate kan fortælle hende, at hun er gravid. Anna har hidtil ikke kunnet blive gravid, men overbevises alligevel af Kates udmelding til at tage en graviditetstest - der viser sig at være positiv.

    En umulig beslutning
    Efter nogle uger får Anna og hendes kæreste, Frank, imidlertid den chokerende besked, at deres barn har en kromosomfejl, der kan betyde, at barnet vil blive født med alvorlige handicaps. Nu må parret tage stilling til, hvad de skal stille op med fostret. Og det er af gode grunde en næsten umulig beslutning.

    Interne dramaer
    I fængslet udspiller der sig en del interne dramaer, størst er utvivlsomt det spirende kærlighedsforhold mellem Kate og fængselsbetjenten, Henrik - en forbudt kærlighed. På et tidspunkt må boblen briste.

    Store følelser
    "Forbrydelser" går tæt på og et godt stykke ind under huden. Det er en film med store følelser, og de kommer fuldt ud overbevisende til udtryk gennem de flotte skuespillerpræstationer.

    Store kontraster
    Annette K. Olesen instruerer med sans for de store kontraster i historien. Lige dele kærlighed og kynisme, sorg og glæde, indesluttethed og frihed - alle stærke følelser blandes og udfoldes i dogmefilmens primitivt fotograferede billeder, og vi opnår en autenticitet af stor styrke.

    Stærkt skuespil
    Alle skuespillerne er gode. Hovedrolleindehaver Ann Eleonora Jørgensen udstråler kærlighed og smerte, så det gør ondt helt ud blandt publikum, Trine Dyrholm brænder igennem i en gennemsympatisk, dialogfattig rolle.
     

    Ubetaleligt portræt

    Nicolaj Kopetnikus' portræt af fængselsbetjenten, Henrik "Smørhår", er ubetaleligt, ligesom Sonja Richter er overbevisende som den fredsommelige indsatte, Marion, der finder trøst hos den nye præst. Som Annas hårdt prøvede kæreste, Frank, ser vi en meget velspillende Lars Ranthe, der får al smerten frem i det store fødselsdilemma.



    Anmeldt i 2004 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019

    Fakta om filmen

    2004, Danmark, Dogmefilm, Drama, Fængselsfilm, 93 min.

    Dansk titel: Forbrydelser
    Instr: Annette K. Olesen Prod: Ib Tardini Manus: Kim Fupz Aakeson, Annette K. Olesen Foto: Bøje Lomholdt Klip: Molly Malene Stensgaard Mus: Jeppe Kaas
    Priser
    • BERLIN - Golden Berlin Bear-nominering
    • BD - Bedste birolleskuespillerinder (Dyrholm)
    • BD-N - Bedste film
    • BD-N - Bedste skuespillerinde (Jørgensen)
    • BD-N - Bedste birolleskuespillerinde (Richter)
    • RB - Bedste birolleskuespillerinde (Dyrholm)
    • RB-N - Bedste film
    • RB-N - Bedste instruktør
    • RB-N - Bedste birolleskuespiller (Kopernikus)
    • RB-N - Bedste skuespillerinde (Jørgensen)
    • RB-N - Bedste birolleskuespillerinde (Richter)
    • RB-N - Bedste manuskript
    • RB-N - Bedste klipning