The Magic of Belle Isle (2012)

    En ældre mand i kørestol flytter ind i en gammel villa. Planen er at drikke i fred, men naboens døtre vil det anderledes.


    PYSSENYSSET KOMEDIEDRAMA

    Ypperligt pyssenysset komediedrama om den gamle, bitre og drikfældige kørestolsbruger Monte Wildhorn, der parkeres i det naturskønne Belle Isle. Her kan han drikke i fred og ro. Eller kan han? For naboens pigebørn er nysgerrige og søde, og måske kunne det smitte af på den gamles humør.

    En anden ungdom
    Monte var engang en højt skattet westernforfatter, men skriveriet har han lagt på hylden til fordel for whiskeyflaskerne og selvmedlidenheden. Han havde ikke drømt om, at han skulle opleve sin anden ungdom i Belle Isle, men nu er han altså pludselig midtpunktet i det gode naboskab og lokalsamfund.

    Bredt appellerende
    Instruktør Rob Reiner har en veludviklet sans for det bredt appellerende filmstof, ofte med feel good på dagsordenen. Særligt hans Stephen King-filmatiseringer, Stand By Me (1986) og Misery (1990) stak dog af fra denne formel, mens hans velmente komedie med Morgan Freeman og Jack Nicholson, The Bucket List (2007) rammer plet på ovennævnte gode humør.

    Charme & oprigtighed
    "The Magic of Belle Isle" vinder først og fremmest på Morgan Freemans herligt uhøjtidelige hovedrollepræstation, omgærdet af charme og oprigtighed. Men selve plottets sødladenhed gør ikke filmoplevelsen nogen stor tjeneste.

    Hjerteligt venskab
    Ganske vist er det tiltagende hjertelige venskab mellem gamle Monte og 9-årige Finnegan ganske nuttet, ikke mindst som følge af Emma Fuhrmanns fine præstation. Virginia Madsen er desværre en tand i den krukkede retning som Finnegans mor, Charlotte, og Freeman kan ikke præstere hele sødmen i hus.

    Ikke overvældende
    Marc Shaimans underlægningsmusik blandes lystigt med popsange, og der er rigelig gang i denne stemningsdikterende tendens, som om historien i sig selv ikke talte med meget klare bogstaver. I helheden befinder man sig skævtsmilende men ikke synderlig overvældet i selskab med overlange to timers spilletid. Havde filmen været godt en halv time kortere, ville dramaet nok have været mere overkommeligt.

    Blomsterduft
    Der er glimt i øjet i de komiske scener, særligt når Monte forsøger at opdrage på den hund, han har overtaget fra husets ejer. Deres "samtaler" kunne man godt have brugt lidt flere af, bl.a. for at afdunste noget af produktionens blomsterduft.

    Direkte til dvd
    "The Magic of Belle Isle" nød ikke den store biografdistribution på verdensplan men blev vist på Catalina Film Festival i hjemlandet og kom ellers stort set direkte ud på dvd eller streaming.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019

    Fakta om filmen

    2012, USA, Drama, Komedie, Børn på film, 109 min.

    Dansk titel: Sommeren o Belle Isle
    Instr: Rob Reiner Prod: Alan Greisman, Lori McCreary, Salli Newman, Rob Reimer Manus: Guy Thomas Foto: Reed Morano Klip: Dorian Harris Mus: Marc Shaiman