Rain man | |
Efter faderens død erfarer en ung mand, at han ikke bliver alene om arven. Han viser sig at have en autistisk bror, som han nu får på slæb. | |
| ET LILLE INDBLIK I AUTISMEN Raymond Babbitt (Dustin Hoffman) er autistisk og bliver passet på et hjem for mentalt handicappede. Imens går hans bror Charlie Babbitt (Tom Cruise) rundt uden at ane, at han har en bror. Det er først, da den ikke særlig elskede far dør, at Charlie begynder at vågne op. De 3 millioner $ faderen efterlader sig, går nemlig efter sigende til et fond, og det vil Charlie selvsagt gerne vide mere om. Det er hér, han støder ind i Raymond og får at vide, at Raymond er hans bror. Charlie er i store(?) økonomiske vanskeligheder og kunne godt tænke sig de $3 mill. Raymond forstår sig alligevel ikke på penge. Nu tager Charlie sin bror med på en længere udflugt, der godt kunne ligne en kidnapning. Charlie vil have sin halvdel af arven, selvom han blev uvenner med faderen engang. Denne udflugt udgør det meste af filmens 2 timers spilletid. Vi præsenteres for Raymond og alle de fantastiske egenskaber, han har som autist, og vi præsenteres for Charlie og hans tålmodighed (eller mangel på samme). Lidt ud at køre og så et par dage på et motel, således lærer brødrene hinanden at kende, og således lærer tilskueren dem også at kende. I længden bliver det for ensformigt at se Tom Cruise tale i telefon og høre Dustin Hoffman citere telefonbøger og spisekort, og det er hér vi finder filmens største svaghed: Manglen på variation. Dustin Hoffman vandt fortjent en oscar for sin præstation, men at filmen desuden vandt for bedste film, manuskript og instruktion er knap så forståeligt. Det er sandt nok, at RAIN MAN var noget af en sensation i USA, da den i 1988 præsenteredes for et anderledes vant publikum. Tænk at en film om sygdom og menneskelige egenskaber kunne være så god og vække så manges begejstring!? Det måtte prøves af, og i kølvandet fulgte flere andre film af nogenlunde samme genre. RAIN MAN er på mange måder en fascinerende film, blandt andet på grund af en Barry Levinsons håndfaste instruktion og en smuk filmning af John Seale, men først og fremmest på grund af Dustin Hoffmans troværdige og fremragende fremstilling af en autist. Spillet mellem ham og broderen er godt. Man kunne måske godt have ønsket sig en lidt stærkere skuespiller over for Hoffman.. Det bliver også en svaghed for filmen, at den ender så amerikansk, som den gør. | |
| Anmeldt i 1993 af Tobias Lynge Herler © philm.dk 1992-2010 | |
| Udskriftsvenlig udgave |