Lethal weapon 3
En uges tid før en betjents pension sker der actionmættede sager, som kræver fuld koncentration.
BLUSSENDE OG TEMPOFYLDT
Der er skruet lidt ned for blusset i denne tredje film om det umage politimakkerpar Riggs (Mel Gibson) og Murtaugh (Danny Glover). Underholdningsværdien er stadig vældig høj, og ind imellem er der noget at grine af, men det er bare ikke lige så sprudlende opfindsomt, som vi kender det fra de tre andre film i serien.

Der er otte dage til Murtaugh skal på pension, og han ønsker selvsagt ikke at blive rodet ud i de helt store sager i sin sidste arbejdsuge. Men han kommer hurtigt på helt andre tanker, da en tidligere politibetjent og nuværende våbensmugler (Stuart Wilson) sætter vores makkerpar på actionmættede prøver. Og hvis der skulle mangle lidt spænding et øjeblik, så skal Riggs sædvanen tro nok sørge for at skabe den med det samme...

Det er morsomt at se Riggs møde sin kommende kæreste Lorna Cole (Rene Russo). De opfører sig utrolig barnligt overfor hinanden og skændes i ét væk, lige indtil de ved et tilfælde kommer til at sammenligne ar fra tjenestetidens mange skuddueller og lignende. Det ender i elskov.

Joe Pesci er med igen og udfylder sin rolle som møgirriterende lille røvslikker perfekt. Han er virkelig i hopla, også i sit hverv som ejendomsmægler. Kan man forestille sig en mere overfrisk og utroværdig mægler?

Denne gang er det Murtaughs tur til at gennemgå en nedtur. Efter at have skudt en af sin søns venner, føler han sig meget skyldig og lukker af. Måske er det en fin variation med det lille mellemspil, hvor Murtaughs krise skal bearbejdes, men det kommer aldrig op på siden af dén barske og troværdige krise, som Riggs gennemgik i begyndelsen af disse fire films historie.

Efterfulgt af LETHAL WEAPON 4 (1998).
Anmeldt i 1997 af Tobias Lynge Herler
© philm.dk 1992-2010
Udskriftsvenlig udgave