Open Water 3: Cage Dive (2017)

    To amerikanske brødre og den enes kæreste er på hajsafari i Australien, men eventyret går helt og aldeles i vasken.


    INGEN KÆRE HAJ

    Sammenhængende film:
    Open Water (2003)
    Open Water 2: Adrift (2006)

    Open Water 3: Cage Dive (2017)

     

    Så kan de lære det! Tredje og mildt sagt lidt kejtede kapitel i "Open Water"-hajgyser-serien sætter tre unge amerikanere i alle tiders umulige knibe, da de efterlades som eneste overlevende i hajfyldt australsk hav.

     

    Vandpjaskeri

    Der bliver pjasket en del med vand, og formlen holder for så vidt rimelig godt, selvom historien i dette tredje eventyr er noget mere under lavmål end i de vellykkede to første film. Hér er vi - meget oplagt - ude på dybt vand, og filmoplevelsen er primitiv, men stadig underholdende.

     

    Rystet og rodet

    Det meste af dramaet skal forestille at være filmet med trekløverets primitive (undervands)kamera, hvorfor billed- og lydsiden da også er både rystet og rodet. Med andre ord: Kaos, der skal gøre det ud for autenticiteten i det tiltagende håbløse overlevelsesprojekt.

     

    Klassiske hajgys

    Helt bundløst tosset er denne tilgang ikke, og "Open Water 3" har fine perioder af klassisk "hajfinnen kommer"-gys, filmet fra den ustabile havoverflade og til tiden under den. Til gengæld er de to brødres indbyrdes kamp om samme kvinde en tåbelig idé, der ikke bidrager til den i forvejen hårdt prøvede troværdighed.

     

    Over tolerancetærsklen

    Egentlig meget primitivt og enkelt drejet fremstår filmen som et produkt over tolerancetærsklen for det blotte nonsens, og det er da heller ikke uden sved i håndfladerne, at man tilbringer den behageligt korte spilletid på 70 minutter i selskab med den oplagte amerikanske hajføde.

     

    For meget musik

    The Newton Brothers sørger for (alt for meget) underlægningsmusik til de i forvejen temmelig reallyds-opspændte begivenheder: Desperate amerikanere, der træder vande og kameraet der skvulper op og ned under havoverfladen. Filmen havde afgjort stået en (haj)tand stærkere helt uden musik.



    Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2017, Australien, Drama, Thriller, Gyser, Dyr på film, Skibe på film, 80 min.

    Dansk titel: Cage Dive
    Instr: Gerald Rascionato Prod: Charles M. Barsamian, Rana Joy Glickman, Jacob H. Gray, Antoine Mouawad Manus: Gerald Rascionato, Stephen Lister Foto: Andrew Bambach; Gerald Rascionato Klip: Antoine Mouawad; Gerald Rascionato; Andre Stamatakakos Mus: The Newton Brothers
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation