Milk (2008)

    En erklæret homoseksuel bliver den første af sin "art" til at blive valgt ind i et byråd. Her kan han kæmpe de homoseksuelles sag.


    EN TAND OVER TÅLELIG

    Denne filmoplevelse er helt og aldeles afhængig af hovedrolleindehaverens præstation. Derfor er det med bævrende underlæbe og slet skjult forhånds-opgivende adfærd, at man sætter sig til rette med "Milk". For Sean Penn har aldrig været nogen stor skuespiller og har talrige gange vist sit manglende værd i skamroste roller - og film.

    En tand over tålelig
    Det er derfor en yderst glædelig overraskelse, at Sean Penn i Gus Van Sants "Milk" faktisk er en tand over tålelig og ind imellem ligefrem godt spillende. Filmen er en biografisk skildring af den erklærede bøsse Harvey Milk, der i 1970’ernes San Francisco er ved at være godt træt af en den udprægede homofobi.
     

    Populær bøssebar

    Sammen med sin kæreste åbner han en bøssebar, der hurtigt bliver sindssygt populær, og Harvey Milk er efterhånden et kendt og respekteret navn i miljøet, bl.a. fordi han utrætteligt kæmper de homoseksuelles sag.
     

    Vender stemningen

    Som årene går kan Milk godt se, at det måske var værd at gå ind i politik i håbet om at kunne vende stemningen i befolkningen, og efter et par seje valgkampe lykkes det ham at blive valgt.
     

    I risikozonen

    Nu er der for alvor gode muligheder for at få ændret både love og stemninger, men med den øgede eksponering øges også risikoen for et attentat; noget som Milk godt selv er klar over.

    Fint og afdæmpet
    Hatten af for instruktøren Gus Van Sant, der selv er bøsse, for denne meget fine og afdæmpede filmatisering af en stærkt flamboyant mands liv. Man bliver revet med af ildhuen og føres effektivt ind i en historie, som det er nødvendigt at fortælle, ikke mindst for dagens unge homoseksuelle.

    Nede på jorden
    Stilen er langt mere nede på jorden, end miljø og persongalleri lægger op til, og det er Van Sants positive indflydelse. Det er personen Harvey Milk, der er det interessante i filmen, og hans personlige udskejelser spiller ikke nogen central rolle i filmen. Privatlivet er en vigtig medspiller, men det er den politiske fremdrift snarere end underlivets, der driver filmen frem mod en udløsning.

    Patriotismen i håndjern
    I langt det meste af filmen er man lykkelig over, at patriotismen er holdt i håndjern, men det lykkes ikke at føre dette hele vejen til dørs. Særligt hen imod slutningen skrues der op for både musik og rørstrømskhed, og her må man også kortvarigt vride tæerne, når Sean Penns grimasser vækker mindelser om tidligere præstationers grusomhed.

    Indsmurt i musik
    Generelt alt for indsmurt i musik. Glædeligt er det, at langt de fleste bøsser i filmen - og dem er der selvfølgelig mange af - er portrætteret indenfor rimelighedens grænser af læsp og løse håndled.



    Anmeldt i 2010 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019

    Fakta om filmen

    2008, USA, Biografi, Drama, Historie, LBGTQ+, 128 min.

    Dansk titel: Milk
    Instr: Gus Van Sant Prod: Bruce Cohen, Dan Jinks Manus: Dustin Lance Black Foto: Harris Savides Klip: Elliot Graham Mus: Danny Elfman
    Priser
    • AA - Bedste skuespiller (Penn)
    • AA - Bedste manuskript
    • AAN - Bedste film
    • AAN - Bedste birolleskuespiller (Brolin)
    • AAN - Bedste instruktør
    • AAN - Bedste klipning
    • AAN - Bedste kostumedesign
    • AAN - Bedste musik
    • BD-N - Bedste amerikanske film
    • GG-N - Bedste musik
    • RB-N - Bedste amerikanske film