Driving Miss Daisy (1989)

    En gnaven ældre dame lader sig ikke nøje med hvad som helst. Men da hun mødes med sin nye privatchauffør, bløder hun alligevel lidt op.


    DET GODE VENSKAB

    "Driving Miss Daisy" bæres af en ligefrem og identificerbar historie. Medrivende, smuk og særdeles charmerende. Filmens grundstøtter er tre brillante skuespillerpræstationer af henholdsvis Jessica Tandy, Morgan Freeman og Dan Aykroyd. Alt, der er bygget ovenpå disse grundstøtter, er varmt, kærligt og følsomt.

    En bestemt enke
    Jessica Tandy spiller den ældre enke Miss Daisy Werthan, der er rig og bor alene i en stor, smuk stenvilla med tilhørende blomsterhave og en sort tjenestepige. Da hun en dag i 1950'erne kører galt i sin bil, hyrer hendes søn Boolie (Dan Aykroyd) en privatchauffør til hende, selvom hun stædigt hævder, at hun sagtens kan klare sig selv. Med tiden vinder chaufføren Hoke Colburn (Morgan Freeman) dog hendes tillid og bliver hendes bedste ven.

    Enkel historie
    Det er en film bygget over en enkel historie, der følger en stabil, ensrettet linje. Det er således ikke de store udsvings film, men det gør på ingen måde filmoplevelsen kedelig.

    Hurtige spring
    Det eneste lidt kantede ved filmen er dens hang til at "ville hurtigt videre". I starten generer de mange korte scener med forskellige situationer, hvor Miss Daisy skælder ud og er strid: Det forekommer staccato. Mod slutningen springes der pludselig flere gange i tiden. Det er både forvirrende og virker "billigt".

    Livsbekræftende
    Men alt i alt er "Driving Miss Daisy" vellykket og livsbekræftende. Forudsigeligheden er begrænset, men når den er der, er det i en "hyggelig" og ikke irriterende variant. Uden egentlige højdepunkter og højspænding, men filmen berører til gengæld livet og døden med knivskarp oprigtighed.



    Anmeldt i 1995 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    1989, USA, Drama, Biler på film, Komedie, Historie, Børn på film, Road Movie, 94 min.

    Dansk titel: Chauffør for Miss Daisy
    Instr: Bruce Beresford Prod: Richard D. Zanuck, Lili Fini Zanuck Manus: Alfred Uhry Baseret på: skuespil af Alfred Uhry Foto: Peter James Klip: Mark Warner Mus: Hans Zimmer
    Priser
    • AA - Bedste film
    • AAN - Bedste skuespiller (Freeman)
    • AA - Bedste skuespillerinde (Tandy)
    • AAN - Bedste birolleskuespiller (Aykroyd)
    • AA - Bedste manuskript
    • AAN - Bedste klipning
    • AAN - Bedste scenografi
    • AAN - Bedste kostumedesign
    • AA - Bedste makeup
    • BERLIN - Sølvbjørn
    • BERLIN-N - Guldbjørn
    • GG - Bedste skuespillerinde (Tandy)
    • GG - Bedste skuespiller (Freeman)
    • GG - Bedste film