Dangerous minds | |
Chokeret over sin nye klasses flabede fremfærd går en ung lærerinde i krig. Men opgaven bliver usandsynlig stor. | |
| INGEN UFORUDSIGELIGHED I KLASSISK HISTORIE Et langt stykke hen ad vejen sidder man med et inderligt håb om, at "Dangerous Minds" udvikler sig i bare én retning, man ikke på forhånd har gennemskuet. Men det gør den desværre ikke, og man sidder tilbage med en bitter smag i munden, skønt de godt halvanden times "undervisning" med Michelle Pfeiffer bag katederet har været rimelig medrivende. Louanne Johnson (Michelle Pfeiffer) ankommer til en skole for at søge et vikariat som lærer, men hun bliver straks fuldtidsansat som lærer i en klasse, hvor eleverne er "noget særligt". Louanne ved ikke, hvad hun går ind til, og hun bliver da også lettere chokeret, da hun finder ud af, at de "særlige" elever er ganske larmende, flabede og ubehøvlede. Der må lægges en strategi, og efter de obligatoriske begyndervanskeligheder finder Louanne den helt rigtige indfaldsvinkel, og hun får eleverne på sin side. Det største problem ved filmen er, at derved bliver det. Eleverne er nu så betaget af deres nye lærer, at de vil gå gennem ild og vand for at tjene hende. Skønt Louannes metoder måske nok er ret effektive og meget pædagogiske, så burder de ikke være nok til at fastholde en hel klassefuld af slagsbrødre og uduelige udskud, der tidligere har været skyld i en vikars nervesammenbrud. Det er de små kriser, der holder maskineriet i gang. Nu er det givet, at filmen får sin happye ending a la "Døde Poeters Klub" tilført et pænt skvat amerikaner-sentimentalisme. Skuespillet er glimrende, blot synes Michelle Pfeiffer i den altdominerende rolle en anelse for sukkersød. Hendes meget feminine optræden stemmer ikke helt overens med hendes fortid som militærkvinde og forslået ekskone. Birollerne er fine, bedst er eleverne Emilio og Raul. Udmærket brug af krads rap-musik. | |
| Anmeldt i 1996 af Tobias Lynge Herler © philm.dk 1992-2010 | |
| Udskriftsvenlig udgave |