Addams Family Values (1993)

    Hjemmefreden trues alvorligt, da en genert onkel narres ind i kærligheden af en udspekuleret kvinde, der har meget skumle bagtanker.


    FARVERIG FAMILIE

    Sammenhængende film:
    The Addams Family (1991)
    Addams Family Values (1993)

    Den skæve historie og tilsvarende succes med "The Addams Family" kaldte på en opfølger - og resultatet er mere af samme skuffe på næsten samme livgivende spøjse niveau.

    En håbløs forelskelse
    Med sidehistorier til feriekoloni og en håbløs forelskelse vrider "Addams Family Values" sig gennem endnu en fantasifuld verden af absurde peronager. Og vridningerne er underholdende og aparte og fungerer fuldt ud overbevisende i det mørke filmunivers, der hele tiden tager kærligt pis på gysergenrens klichéer.

    En farverig familie
    Den farverige familien Addams fører en ganske særlig tilværelse i deres meget uhyggelige gyserhus. Det ser i hvert fald uhyggeligt ud, men familien hygger sig på deres helt egen måde og vil helst ikke rystes ud af deres daglige rutiner.

    Hjemmefreden trues
    Men snart trues hjemmefreden alvorligt, da den generte onkel Fester narres ind i kærligheden af en udspekuleret kvinde, der har meget skumle bagtanker.

    Eventyrlige påhit
    Et scenografisk mesterstykke (og Oscar-nomineret for samme): "Addams Family Values" rummer oceaner af eventyrlige påhit, der forfører tilskueren med sin veloplagte detaljeringsgrad.

    Tendenser til overspil
    Der er tendenser til overspil i de bærende roller. Stærkest står Anjelica Huston i den evigt særbelyste statur Morticia Addams - hun har konstant en helt unik lysstribe hen over sine øjne, et sært og sjovt pift.

    Under tøflen
    Mere tvivlsom er Christopher Lloyds lallegladt forelskede onkel Fester. Selvom det er hylende morsomt at se ham under tøflen i en ekstrem tilbedelse af den store nye kærlighed.

    Humoristisk ekko
    Der går lidt for meget forudsigelig familiefilm i den, da de to store Addams-unger skal i feriekoloni. Sjovere er det med den nyfødte unge derhjemme. Alene navnet "Pubert" giver et stort humoristisk ekko. Musikalsk oppeppet af Marc Shaimans lidt for tilstedeværende og arketypiske gyserkomedie-musik.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024