The Addams Family (1991)

Sammenhængende film:

The Addams Family (1991)
Addams Family Values (1993)

Barry Sonnenfelds to "Addams"-film udgør humørfyldte og tiltrængte fornyelser af komediegenren i Hollywood, og den første film er i særdeleshed en underholdende og overraskende affære, baseret på Charles Addams' satiriske tegneseriehæfter, der vender op og ned på det tyvende århundredes amerikanske familieliv.

Den hjemvendte søn
Efter at have været forsvundet i 25 år vender Addams-slægtens kæreste barn Fester (Christopher Lloyd) pludselig tilbage. Han bliver modtaget med kys og kram, men er han nu også den rigtige Fester, eller er han bare en forklædt tyv, der vil have fingre i Addams-familiens store mængder guld?

Fingre i formuen
Familien Addams er i tvivl. Festers (pleje)mor Abigail (Elizabeth Wilson) forsøger ihærdigt at overbevise den brogede familie om, at Fester er Fester. For hun ønsker mest af alle at få fingre i hele formuen.

Grotesk morsomt
En skøn blanding af hårrejsende gys, special effects og morsomme, groteske scener former en filmoplevelse på alle måder ud over det sædvanlige. Familiens kæledyr "Tingen" – en afskåret hånd, der løber rundt og åbner døre – og tjeneren Lurch (Carel Struycken), der mest af alt ligner selveste Frankenstein en hel del, er bare nogle af filmens skøre påfund.

Død er velstand og lykke
For familien Addams er død og ulykke symboler på velstand og lykke. Det gælder om at lide så meget som overhovedet muligt: Børnene leger virkelig med døden, når de sætter hinanden i den elektriske stol eller jager spyd gennem hinandens kroppe. Men alligevel overlever de.

Lidelse som nydelse
Forældrene elsker at se hinanden lide og kommer i ekstase ved at tale om dén dag, hvor de begge ligger og rådner under den muldede jord. Til middag får de "udefinerbart snask", der mest af alt ligner opgylpede skovsnegle overdrysset med fiskeøjne.

Ingen helt almindelig familie
Samtlige skuespillere udfylder de absurde og bizarre roller med en fin indlevelse i det skæve univers, og heraf opstår en vis troværdighed omkring historiens eventyrligt outrerede ind- og udviklinger.

Musikken gør en bjørnetjeneste

Marc Shaimans underlægningsmusik er brugt i alt for mange scener til at understrege det overnaturligt og hyperaktive, og det gør bestemt ikke filmen meget andet end en bjørnetjeneste. Når filmens kreative produktions- og kostumedesign bevidnes, forstår man godt, at der var en Oscar-nominering til netop sidstnævnte.