Trois couleurs: Blanc (1994)

Sammenhængende film:
Trois couleurs: Bleu (1993)
Trois couleurs: Blanc (1994)
Trois couleurs: Rouge (1994)

Den anden film i Kieslowskis trilogi om farverne (i det franske flag) rummer en helt anderledes udadvendt stil end den første film "Bleu".
 

Humor og særpræg

"Blanc" er humoristisk og særpræget, men ligesom "Bleu" bliver den aldrig fuldstændigt uimodståelig. Kieslowskis manuskript er originalt nok, men filmen er alligevel for svær at leve sig helt og aldeles ind i.
 

Et hårdt slag

Det er et hårdt slag for den polske frisør Karol Karol (Zbigniew Zamachowski), da hans franske kone Dominique (Julie Delpy) i retten begærer skilsmisse. Hun påstår, at hun ikke elsker ham længere, men noget tyder på, at det ikke helt passer.

Trusler om politiet
På en tarvelig måde tager hun imod ham for derefter straks at afvise og modarbejde ham med trusler om politiet. Karol begynder en tilværelse i undergrundsbanen, hvor han forsøger at klare sig ved at spille melodier på en hårkam. Men han reddes af en tilfældigt forbipasserende polak, der får overbevist Karol om, at det kan betale sig at vende hjem til Polen.

Højdramatisk
Højdramatiske begivenheder, der rummer Kieslowskis forunderlige særpræg og i de stærkeste scener en gnist af vedkommende finurlighed. Men det ægteskabelige krisetema fungerer ikke gnidningsfrit – spillet bliver for krukket, og troværdigheden udebliver. Til gengæld er der masser af absurd spænding med den omtalte krydrede humor i Karols flugt i en kuffert.