Niels Pind og hans Dreng (1941)

Baseret på samme forlæg:
Niels Pind og hans Dreng (1941)
Sønnen fra Amerika (1957)

Baseret på skuespillet af "de danske Husmænds store Digter" Johan Martinus Nielsen Skjoldborg fortæller skuespilleren Axel Frisches instruktørdebut (assisteret af Lau Lauritzen) en universel historie om, hvad penge kan gøre af godt – og særligt ondt – ved et lille lokalsamfund.

Frische spiller selv hovedrollen som den "tørstige" landsby-Niels, der ikke har noget problem med at gribe en sav for at tjene 75 øre her og der. Penge, han straks indløser på landsbyens kro. Men pludselig en dag står Niels’ voksne søn Jens (Gunnar Lauring) foran farmand. Og Jens har masser af penge på lommen efter mange års forretningssucces i Australien. Jens kommer desuden med planer om at omdanne sin fødeegn til en lukrativ kridtmineforretning. Men det falder den lokale fællesskabsånd for brystet.
 

Filmen har en noget tvetydig morale. For nok er penge ikke alt, det må Niels Pind sande efter at have boet med sønnike på det nyerhvervede gods. Men samtidig må den ellers stålsat antiindustrielle lokallærer Axel Jensen (Carl Heger) krybe til korset og acceptere Jens’ mange penge, for at drømmen om et kulturhus kan gå i opfyldelse. Det er en mærkværdig slutning, der mest af alt må karakteriseres som splittet.

Frisches iscenesættelse indrammer fint den landlige idyls møde med industriel stortænkning. Knap så vellykket er formidlingen af de egentlige konfrontationer, der bliver brovtende og ufrivilligt komisk. Gunnar Laurings portræt af mangemillionæren udgør hér ingen troværdig førsteelsker. Eller måske snarere: Han er ikke særligt elskværdig. Alligevel lægger købmandens datter billet ind på hans kærlighed, selvom det egentlig var den langt mere jævne skolelærer, hun havde planer om at forelske sig i.

Frisches landsbybumsespil er både sødt og hyggeligt, og her er masser af lune og glimt i øjet. Rasmus Christiansen er herlig som købmand Mikkelsen, hvis humør og holdninger skifter i takt med, hvad der er økonomisk lukrativt – og så rulles der på r’erne til den helt store guldmedalje.

Læreren Axel Jensen får et decideret sammenbrud, da han bliver konfronteret med udsigterne til at skulle tage imod Jens’ mange penge til et kulturhus. Det er ikke så tit, vi ser regulært grædende mænd på lærredet i 1940’erne, og Heger er i netop denne scene overbevisende. Ib Schønbergs portræt af dyrlægen Allerup er en skæv og spraglet rollefigur, der gerne slår en høj latter op ved enhver given lejlighed. Filmens folkekomiske tone har en dramatisk nerveoverbygning, der fungerer bedst, når Axel Frische rigtig lyner i øjnene ved udsigten til at miste sin ret til den daglige snaps.