Nøglen til paradis (1970)

    En kreativ præst og rejsedirektør sidder på et fly på vej til Costa del Sol, da en kvinde pludselig stripper på fly-vingen, Hvad mon det kan være for en underlig fisk?


    OVERSTADIGT

    Bent Fabricius-Bjerres iørefaldende hovedtema er noget af det mest positive, der er at sige om Sven Methlings overstadige farce, hvor Dirch Passer og Lone Hertz flirter med hinanden på kryds og tværs af jord, himmel og flere tusinde år.

    Af den kreative slags
    Historien er nemlig af den kreative slags: på et fly på vej til Costa del Sol sidder Dirch Passers præst Gudmund. Da han kigger ud af vinduet, ser han Lone Hertz på vingen! Kan det nu passe? Nej, ikke helt - men for morskabs skyld alligevel lidt.

    Et meget langt venskab
    Da flyet endelig er landet, og Gudmund er kommet sig lidt ovenpå sit choksyn, møder han Hertz’ Gabriella under lidt mere rolige omstændigheder. Gabriella viser sig at være en engel, og de to har kendt hinanden via flere reinkarnationer, bl.a. var Gudmund feltherre og Napoleons højre hånd i år 1800.

    Kan gå på vandet
    Det forhindrer ikke en romantic interest i året 1970, men det giver også flere hedeslag for hotellets gæster, hvor Preben Mahrts menighedsrådsformand bl.a. ser Gabriella gå på swimmingpoolens vand.

    Skinger & usammenhængende
    Filmen er skinger og usammenhængende fra begyndelsen, hvor man hurtigt mærker det overstadige i både spil og indpakning. Eksotisk selvfølgelig at se Dirch Passer med venner på en ægte bjergrig baggrund, men nogen højnelse for filmoplevelsen er det langt fra.

    Små søde Ryg-stunder
    Jørgen Ryg står for de sødeste indspark i birollen som den (naturligvis forhutlet distræte) hotelportier. Lone Hertz er vældig fin og feminin, som hun smider tøjet på flyvningen, men samspillet med Dirch kommer aldrig til at tage kegler. Historien er ganske enkelt forsvindende tynd.

    Bred negativ enighed
    En enkelt samtidskritiker kaldte filmen for en "Festlig dansk film fra Costa del Sol". Ellers var der bred negativ enighed: "Strålende Lone Hertz og Dirch Passer - selve filmen fusede", "Fortabt", "Meget lidt morsomt dansk lystspil", "En genres sidste krampetrækninger", "Faldne engle", "En falliterklæring", "Uden vingesus" og "Vejen il en kedsommelig time".

    Tamme biroller
    Birollerne er ikke udstyret med nogen form for fylde, og Else-Maries drikfældigt cigarrygende kontorchef bliver blot en tør maskulin parodi. Som to ministre, der forsøger at tale Gudmund lidt til rette i hans præstekald, ses grå skygger af Emil Hass Christensen og Bjørn Puggaard-Müller. Og så kan man opleve Carl Ottosen som selveste Christian IV, som han bliver "kaldt op" af Lone Hertz’ engel i en lille halespejl.



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019